Gå til hoved-indhold
Amerikanske Bayliner har sendt ny båd på markedet. En familie på fire kan sagtens være i båden der er godt indrettet. I bølger kan den høje, smalle båd rulle lidt i bølgerne. Foto: Troels LykkeTest
En familie på fire kan sagtens være i Bayliner Ciera 8, der er godt indrettet. I bølger kan den høje, smalle båd rulle lidt i bølgerne. Foto: Troels Lykke

Test: Smart indrettet Bayliner Ciera 8

Amerikanske Bayliner har sendt ny båd på markedet. En familie på fire kan sagtens være i båden, der er godt indrettet. I bølger kan den høje, smalle båd rulle lidt.

Af Troels Lykke |

Smukkeste otte meter motorbåd på markedet. Det er den nye amerikanske Bayliner Ciera 8 måske ikke. Dertil er fribordet for højt.

Og båden ruller da også noget, da vi sejler i ni sekundmeter ud fra Cannes kyst i lidt gammel sø. Båden er også kun 2,55 meter bred, men det betyder, at båden på 2,85 ton kan trailes lovligt.

Bayliner Ciera 8 stabiliserede sig da også, da der blev lukket helt for den 250 hk 4,5 liter benzinmotor fra MerCruiser.

9,2 sekunder efter Motorbaadsnyt.dk havde skubbet gashåndtaget frem, var vi fem mand oppe at plane 18 knob.

Ikke en imponerende tid, men man kan sætte en større benzinmotor op med 300 hestekræfter på, så bliver den sjovere at sejle. Man kan også vælge en diesel på 265 hestekræfter.

Her får man mere bundtræk, der er hurtigere, fortæller hollænderen fra en af verdens største motorbådsproducenter, Brunswick Marine, der ejer Bayliner, der startede i 1957.

32,1 knobs topfart

Nu var topfarten oppe på 32,1 knob med 4900 omdrejninger, og rulningerne var stoppet, til gengæld fik to personer på agterbænken lidt skumsprøjt ind over sig, når vi ramte en skæv bølge, mens os der sad på førersædet var godt beskyttet for vind og skumsprøjt.

Rattet, der er med powersteereing, gik let, og de skarpe sving gik godt med 25 knob, og båden kan dreje fint om sig selv i lav hastighed. Til gengæld drev vi noget, da vi skulle lægge til kaj, hvilket skyldes det høje fribord, derfor kom vores bovthruster på arbejde.

Motoren har en dejlig dyb lyd og er samtidig fint isoleret, således nåede vores decibelmåling, da vi gik fuld fart, ikke over 75 decibel ved førersædet, der lige er i den smalle ende af skalaen med 74 centimter, hvis man skal sidde to voksne mænd.

Sæddet har et flip-up-sæde yderst, og det er smart at vippe op og sidde på, når man accellererer, for da er udsynet sikret, indtil stævnen sænker sig, indtil man planer fra 17-18 knob.

Gode detaljer i cockpit

Vil man ikke sidde ved siden af føreren af båden, kan man rykke over et bredt, langsgående, blødt og bredt sæde i cockpittet. Sædet er samtidig dybt og har en god rygstøtte. Her sidder man godt beskyttet mod vinden.

Agter findes en 1,35 meter bred agterbænk, hvor to personer fint kan sidde og kigge bagud med fødderne på den dybe og brede badeplatform. Her kan ryglænet vendes om, så man kan sidde ved cockpitbordet eller agtersofaen konverteres til en solplatform, så børn kan ligge udstrakt.

Og med en targabøjle, påsat et cover, er det muligt at få skabt et beskyttet sted at sove en sommerdag for børn. Derved når man op på i alt seks sovepladser. I bagbord side af cockpittet findes et mindre pantry med grill, vask og køleskab, og alligevel føles cockpittet ikke for kompakt.

En rigtig solseng findes fremme, og her er der adgang via vindskærmen, der kan åbnes. Solsengen er 1,65 meter på langs og er 1,68 meter bred. I det hele taget er der fine detaljer af Bayliner Ciera 8, der er den første cruiser i programmet, efter at produktionen af cruisere blev stoppet i 2012.

- Ciera 8 er udviklet specielt til det europæiske marked og produceres også i Europa. Det er en båd, som på alle områder er helt nyskabt efter kundernes ønsker. Eksempelvis med nordisk inspireret søgelænder i front, hvor der er åben adgang for ombordstigning over stævnen, fortæller importør Mads Dahl Jeppesen fra Jørgensen og Dahl i Køge om båden, der er solgt tre af i Danmark, af Dansk Marine Center i Risskov.

Super rummelig kahyt

I kahytten har Bayliner Ciera 8 dobbelte, langsgående vinduer, som giver en del naturligt lysindfald, og sammen med den lyse aptering gør det kabinen ret lys, i forhold til hvad man ellers oplever på markedet.

Ståhøjden er på 1,82 meter, og kahytten føles ekstra rummelig, fordi at forkøjen er åben.

Forkøjen er to meter bred og 1,65 meter på langs af båden. I bagbord side findes et større pantry med stålvask, mikrobølgeovn og køleskab med skylight lige oppe. Og lige bagved er der åbent ind til agterkøjen, der er 1,95 meter på tværs af båden og 1,32 meter bred.

Samtidig er der en halv meters højde på madrassen, der dog er placeret direkte på dørken, hvorfor madrassens åndbarhed er i bund. Lyd mangler der heller ikke, da der er stereoanlæg med to højttalere i kahytten og to i cockpittet. Der var også en co2-alarm, gulvtæppe, 12v lys om bord og skylight over køkken.

I styrbord side er der marinetoilet med holdingtank og udpumpning fra dæk. Der er også bruser, håndvask, håndklædeholder og teakbord rundt om vasken. Ståhøjden i toiletrummet er dog faldet til 1,65 meter.

Frisk pust

Båden, vi testede, koster fra 599.000 kroner, men fuldt udstyret vil prisen med bovthruster, instrumenter og andet ryge op på 750.000 kroner.

Men for de penge får du også en turbåd med virkelig god plads om læ og smart indrettet for en lille familie.

Sporty vil nok være en overdrivelse at kalde båden, men sejlegenskaberne er fine nok, selvom den i hård sø kan rulle noget. Cruising-farten for båden ligger på 22-23 knob, og med den hastighed kan man nå langt rundt i Danmark.

Specifikationer Bayliner Ciera 8
Længde: 8,15 m

Bredde: 2,55 m

Dybgang: 99 cm

Vægt: 2850 kg

Max motor: 300 hk

Motortype: Benzin 4,5 liter MerCruiser 250 hk

CE-kategori: C

Motorpriser og størrelser:
Mercruiser 4.5L MPI 250hk Benzin: 599.000 kr.
Mercruiser 350MAG 300hk Benzin: 639.990 kr.
Mercruiser 3.0L TDI 265hk diesel: 799.990 kr.

Ekstraudstyr: Bovthruster, teak-cockpitbord, cockpitpantry med vask, elektrisk anker, teak-svømmeplatform, targabøjle med integreret bimini

Importør: Mercurymarine.dk, Jørgensen & Dahl, Køge

Salgssteder: www.Danskmarinecenter.dk, Risskov

Ståhøjden er 1,82 m. Bemærk sovepladsen under cockpittet. Foto: Troels Lykke

Motor
content-loader
content-loader
content-loader