Gå til hoved-indhold
På under fire sekunder kommer Finnmaster T7 op at plane, selvom den sejlklar vejer næsten to ton. Foto: Troels LykkeTest
På under fire sekunder kommer Finnmaster T7 op at plane, selvom den sejlklar vejer næsten to ton. Foto: Troels Lykke
Test
Test
Test

Test af Finnmaster T7 - Audi på finsk

Finnmaster T7 planer på fire sekunder med 250 hestekræfter bagpå, ti sekunder senere er farten 43,5 knob. 600.000 kroner koster den luksuriøse dagsejler, der henter ideer fra bilindustrien.

 

Af Troels Lykke |

Det er ikke nødvendigt at kunne plane på under fire sekunder. Det er heller ikke nødvendigt at sejle over 40 knob, men begge dele giver et sus i maven. Det samme kick man får af at trykke speederen i bund på en tjekket Audi.  Og sammenligning af biler er ikke tilfældig.

Det er netop hvad Finnmaster vil, da de satte T7-modellen i verden. Lillesøster til Finnmaster til den en meter længere Finnmaster T8 fra 2014.

Offshore-sæderne i T7eren er smalle og høje, som ses på en sporty bil. Armlæn foran gashåndtaget er der også. Fremme under fordækket er der LED-lys, som også fancy biler bruger.

-Det er en bevidst tendens, som Finnmaster søger, og her har man skabt en Audi Cabriolet til søs, da en kaleche kan vippes op og monteres på få minutter, så du kan sejle behageligt i regnvejr, forklarer den danske importør, Preben Hansen fra Yamaha Motor Skandinavia, under testen på den svenske vestkyst i Tanum Strand.

Rattet er da også i læder og det går let, da det er med hydraulisk el-styring. Bovpropel er der også, noget unødvendigt for en 22 fods motorbåd, vil mange sige, men det er praktisk, når bådens stævn skal skubbes ind til broen i kraftig sidevind. 

Bløde landinger

Finnmaster T7 vejer da også 1,55 ton, dertil skal lægges Yamahas 250 hk motor på 260 kilo, plus 192 liter benzin i tanken. 

Båden går også godt i bølgerne med et skarpt V-formet skrog og vandet blev skubbet pænt ud til siderne, da vi mødte hækbølger og landede blødt i vandet. Vi kunne dog også ane at Finnmaster T7 kan være båd i krappe bølger, men det ville gælde det samme for andre åbne motorbåde i samme størrelse.

På denne finske båd kan en høj kaleche trækkes op fra en garage, der er placeret under agterbænken, der kan vippes op. Hermed kan man sejle i tørvejr, hvilket  i det hele taget er praktisk i de nordiske lande, hvor regnen siler ned i perioder om sommeren.

Et Wallas varmeapparat kan og tilkøbes, så varmen bedre holdes en kold forårsdag. Kalechen virker dog ikke stærk nok til at man sejler i høj fart med den over længere tid. Den kaldes da også mere præcist for en havnekaleche af Finnmaster.

Høj marchhastighed

28 knob er en passende marchhastighed for båden, her er et fornuftigt benzinforbrug på 26 liter i timen, og motoren larmer pænt under 75 decibel.

I det hele taget var der ikke meget larm fra Yamahas 250 hestekræfter. Med så meget power demonstrerede båden overskud, som kørte man en Audi.

Topfarten røg op på 43,5 knob på det flade vand. Og selv med den høje fart følte man sig tryg og med let hydraulisk el-styring.

Udsynet er da også fint 360 grader rundt. Og trimflaps i hver side sørgede for at rette op på bådens hældning, da vi mødte sidevind, samtidig hjælper en trimindikator med at sejle optimalt, med fx at lægge stævnen ned under start og hæve den under planingen.

Under accelerationen, der virkelig er kraftig, var udsynet fint uden man behøvede at stå op ved førersædet, der også har stand-up-funktion, med et lille sæde der kan skubbes op.

Man sidder fint i det smalle offshore-førersæde, der sørger for at hovedet ikke kastes bagover under start. Føreren og co-piloten er er godt beskyttet for vinden med vindskærme, der går godt tilbage i det dybe cockpit. Den midterste person, der sidder på sædet ved siden af føreren, mangler dog et håndtag at holde i, når der sejles i høj sø. 

Solseng i cockpit

Testbåden manglede ikke noget. Båden gav en fornemmelse af at der var tænkt over detaljerne, og for de 600.000 kroner, som testbåden koster komplet, var der også et cockpitbord, der fra førerpositionen kunne sænkes elektrisk, og med en hynde på cockpitbordet havde man en bred solseng, hvor man pludselig får en god bredde.  

Dog ikke med længde nok til at en voksen kan ligge udstrakt. Det kan man heller ikke på agterbænken, der kun er 1,5 meter bred.

Til gengæld er der fri adgang i styrbord side til motoren, og derved undgår man at skulle træde på hynderne. Under agterbænken er havnekalechen placeret, en praktisk detalje, der sikrer at man hurtigt opnår  tørvejr, hvis regnen sætter ind, når kalechen trækkes op og knappes til. 

Hæderlig kahyt

Forlader man cockpittet og går ned i kahytten, oplever man ikke en mørk grotte, som tit ses på en 22 fods dagsejler. I stedet opleves en lys kahyt med en lav, men alligevel acceptabel ståhøjde på 1,40 meter.

Store sideruder og skyligts sikrer naturligt lys. Sovekomforten er også intakt med en to meter lang køje, der dog ikke er specielt bred, men er man glade for hinanden kan to let sove der.

Et vand-toilet findes også i styrbord side, men privatliv er en by i Rusland, da toilettet ikke er afskærmet. Under cockpittet er der også en hynde placeret, den er dog kun 1,10 meter dyb og dermed kan man ikke kalde pladsen for en køje.

Konklusion

Finnmaster T7 er en lækker sag til søs. Vi ryster ikke på fingrene over at kalde den for søens Audi, for sejlegenskaber, detaljer og kvalitet om bord lever op til betegnelsen. 

Finnmaster T7

Længde 7,00 m

Bredde2,59 m

Vægt u. motor  1,55 ton 

Brændstofstank 192 liter

Vandtank10 liter

Septiktank47 liter

Sovepladser2 stk.

Motoranbefaling        150-250 hk

Testbåd  Yamaha 250 hk

CE-godkendt til 10 personer

Pris for testbåd, komplet  600.000 kr.

Pris standard med 150 hk  498.000 kr.

Importør    Yamaha Motor Scandinavia, Odense

Værftwww.finnmarin.fi

Motor
content-loader
content-loader
content-loader