Refleksioner over de nye AC multihulls
BMW Oracles reviderede ”BOR 90” (også kaldt DoGzilla) og Alinghi’s ”Alinghi 5” har begge set dagens lys inden for de sidste par dage, og nu vælter det frem med teorier, rygter og sammenligninger af de to både, med forudsigelser af hvem der vinder – så her er lige min egen lille opsummering af iagttagelser på den front.
Det er selvfølgelig uden garanti og med risiko for at blive overhalet af nye afsløringer eller bedre teorier :-)
Den største forskel ligger naturligvis i af DoGzilla er en trimaran og Alinghi 5 er en katamaran. Når bådene sejles optimalt vil der i praksis ikke være den store forskel, da der i begge tilfælde kun vil være ét skrog i vandet.
Spørgsmålet der kun kan gisnes om er vægtforskellen. Det ekstra skrog i midten må selvsagt øge vægten, men hvor meget mere midterskroget på DoGzilla vejer i forhold til de forstærkninger og ”Y konstruktionen” som Alinghi 5 har, vides ikke.
Trimeranen har dog den fordel at der er en naturlig base i midten for grindere og andre besætningsmedlemmer at arbejde ud fra. Rygterne vil dog vide at Alinghi har erstattet flere besætningsmedlemmer med en motor der driver en masse hydraulik.
Manoeuvrability
Bådene ser ud til at være bygget til to forskellige taktiker. Trimaranens hovedskrog er kort og med stort spring i køllinien og stikker dybere end sideskrogene. Det gør båden meget nemmere at dreje med.
Hvor katamaranen skal ”vride” begge skroge gennem vandet når den vender, kan trimaranen mere eller mindre balancere på hovedskoget og lade sideskrogene feje hen over vandoverfladen.
For at kompensere lidt for dette problem, har katamaranen større spring i køllinien på sideskrogene end trimaranen har på sine sideskrog.
Taktiskt kunne det tyde på at Alinghi satser på at have den letteste og hurtigste båd, som de bare kan race fra BOR med og undlade alt for mange vendinger på krydsbenet.
Den modificerede BOR har fået kortet sit hovedskrog yderligere ned. Det har sparet vægt men gir stadigvæk muligheden for at kunne vende bedre end Alinghi 5, og dermed reagere mere på vindspring.
Wavepiercer
Begge både har fået ekstreme negative stævne på sideskrogene. Oprindeligt havde BOR kun moderat negative stævne, men efter ombygningen ligner den Alinghi 5.
Skroge med negativ stævn kaldes ofte wavepiercer, men om wavepiercing er et mål i sig selv eller et produkt af andre design mål kan diskuteres.
Idéen med wavepiercing er at få båden til at sejle lige gennem bølgerne og dermed undgå at miste effektivitet ved at gynge i bølgerne.
Flerskrogsbåde har en tendens til at ville stikke snuderne i vandet når de presses hårdt. Hvis man har et traditionelt skrog med et fladt dæk, vil dækket bremse hårdt når det kommer ned i vandet, og risikoen for en kæntring øges.
En løsning kan være at lave skroget mere dråbeformet i tværsnittet, så skroget ikke bremser så meget og lettere kan komme op igen efter en næsedykker. Et fladbundet skrog har også den fordel at når det ene skrog løftes ud af vandet, reduceres den samlede våde overflade og for en katamaran vil det typisk betyde en reduktion i ”drag” på ca. 10-15%.
Så vi skal nok forvente at teamsne vil prøve at sejle så meget på ét skrog som muligt. Den flade bund gør så tilligemed at skroget ikke så let trykkes ned og dermed er behovet for opdrift i stævnen mindre.
Dette dråbeformede skrogtværsnit medfører så at stævnen bliver negativ når skroget spidser til. Man må formode at BOR har fundet ud af at de ikke har brug for så meget volumen fremme i sideskrogene, siden de nu har negative stævne.
Så egentlig er det to gode design idéer der i dette tilfælde understøtter hinanden.
Foils
Begge både har foils som generer løft på sideskrogene, det er de krumme sværd som man kan se på BOR's sideskroge.
Det er ikke hydrofoils som man skal forvente løfter bådene ud af vandet, men de genererer tilpas meget løft til at båden virker lettere og den våde overflade, og dermed vandmodstand, mindskes.
Igen har trimaranen den fordel at de kan have nogle krumme sværd på sideskrogene som genererer løft, og have et traditionelt sværd i hovedskroget til at tage sig af sideværtsafdrift.
Hvis man bruger krumme sværd på en katamaran, står man med et dilemma. Jo krummere sværdet er, jo bedre løft giver det, men jo dårligere er det også til at hindre afdrift. Her er det så at Alinghi introducerer det S-formede sværd.
Mit bud er at de vil trække det læ sværd lidt op og derved få sværdet længst muligt ind under både (jo større det vertikalt projekterede areal af sværdet er, jo mere løft).
Når sværdet trykkes helt ned vil det være mere vertikalt, og det vil man så gøre på luv skrog for at sværdet er mere effektivt ifm. afdrift.
Da de alligevel nok vil prøve på at sejle på ét skrog hele tiden, er det heller ikke nogen skade til at luv sværd kommer lidt længere ned.
Muligvis har de også lavet en anordning, så de kan forskyde punktet hvor sværdet går ned i dækket på tværs af sejlretningen, og derved forstærke effekten.
Riggen
Indtil videre har vi kun set BOR 90’s første rig. Jeg tror dog at begge hold vil teste faste vinger og nok også mindst to forskellige master med dertil hørende "bløde" sejl.
Hvem vinder?
BOR har haft en kæmpe bagdel da de designede og byggede DoGzilla version 1, og det var at de ikke vidste hvor der skulle sejles. Retten har slået fast at det skal være i februar på den nordlige halvkugle, men det er jo et vidt begreb.
Man kan jo vælge steder med størst chance for en bestemt type vind – let, mellem eller hård luft. BOR havde oprindeligt designet en båd som ville kunne klare forholdsvis hårde betingelser, men som stadigvæk er let nok til at kunne performe i let luft.
Alinghi 5 ser ud til at være optimeret til den lette ende af vindskalaen, og de har jo retten til at vælge hvor slaget skal stå, det kan BOR først tage med i deres overvejelser efter 8. august, hvor Alinghi skal melde ud med hvor der skal sejles.
På den anden side har BOR haft mulighed for at træne i deres båd og så småt udforske hvor hårdt den kan presses. De har allerede gjort nogle erfaring og lavet de første modifikationer til båden. "Timer på vandet" har jo aldrig skadet nogen.
Jeg tror begge teams vil modificere deres både yderligere inden slaget skal stå. Rygter taler allerede nu om en DoGzilla 2 (en ny BOR båd) – muligvis en Cat, muligvis bare et rygte.
Sejladserne er bedst af 3, men med mindre der er specielle forhold der driller, tror jeg at det ene team vil vinde 2-0. Men det vil være spektakulært!
Når jeg ser hvad ubegrænsede finansielle midler og de ypperste designere og ingeniør kan komme op med, og så kigger på min egen båd, så er det at jeg bliver bekræftet i at A-Cat’en er på forkanten af udviklingen - bare meget, meget mindre.
Man siger at BOR har taget den forholdsvis sikre løsning ved at skalere en ORMA 60 trimaran op til 90 fod og så optimere den lidt. Det kan ikke gå helt galt.
Alinghi har satset lidt mere og skaleret en A-Cat op. Så de ganger med 5 og ikke kun med 1,5 som BOR, så de bevæger sig på lidt tyndere erfaringsgrundlag mht. hvilke krafter der er på spil og hvad den kan holde til.