Gå til hoved-indhold
mobup - mads schmidt redningUdstyr
MOBup'ens opfinder Mads Schmidt.

Dansk opfindelse skal redde sejleres liv

”Falder konen i vandet – lader vi hende ligge”. Men kvikke, dumsmarte bemærkninger hjælper ikke, når du i afgørende minutter skal redde et andet menneske – det gør derimod erfaring og redningsudstyr. Læs om MOBup'en. Se prisen.

Af Troels Lykke |

På trods af sikkerhedsudstyr og lovgivning på området omkommer adskillige fritidssejlere hvert eneste år. En dansk opfindelse med internationalt potentiale kan reducere tabet af liv.

– Danske sejlere er for dårligt udrustede til at klare krisesituationer! Det er en falsk sikkerhed, hvis man tror, at det at redde et menneske op af f.eks. koldt farvand lige er lidt hurtig arbejde med bommen og udkastning af en line.

Så kontant lyder meldingen fra Mads Schmidt, manden bag rednings- og hejsesystemet MOBup, der er blevet udråbt til at være et af årtiets mest geniale opfindelser af bl.a. det britiske magasin Sailing Today, efter at magasinet har testet prototypen.

De tragiske tilfælde

Mads Schmidts opfindelse MOBup er et rednings- og hejsesystem, der kan bruges på alle sejlbåde, og kort fortalt er det en opfindelse, der redder liv. Den koster 2.995 kr.

Som de fleste sejlere ved, er en af de farligste situationer til søs er nemlig, når en person falder over bord. I f.eks. koldt vand går der kun få minutter før, personen er underafkølet og ikke selv kan hjælpe til med bjærgningen.

Samtidig er det næsten umuligt for et enkelt menneske at hive en våd og forkommen person tilbage i sikkerhed på dækket. Derfor sker der desværre hvert eneste år MOB ulykker med fatal udgang både i Danmark og i udlandet.

Hvad der skulle have været en hyggelig sejltur eller et spændende kapsejlads ender i stedet i tragedie. Men det problem, har Mads Schmidt fundet løsningen på.

Mads Schmidts løsning på det alvorlige problem er et enkelt rednings- og hejsesystem, der ved hjælp af en slynge og en hejsemekanisme, gør det let at hejse en overbordfalden person tilbage i sikkerhed på dækket. MOBup’en kan på få sekunder monteres på bådens sidevant, og med en udveksling på 1:11, kræver det ikke de store kræfter – uanset om personen i vandet selv kan hjælpe til eller ej.

– Nogle af de mest tragiske tilfælde, vi har set, er ægtepar, der er taget på sejltur sammen. Her er den noget tungere mand så faldet overbord, og selvom hustruen er en habil sejler og kan manøvrere båden hen til manden, har hun ikke en jordisk chance for at løfte ham den sidste meter fra vandet og op i båden. Derfor var det afgørende for mig, at min løsning gør det muligt for selv et barn at hive en voksen mand i sikkerhed, også selvom personen er stærkt forkommen, forklarer Mads Schmidt.

Myter og misforståelser

Den livstruende MOB-situation opstår ofte på den sidste afgørende meter. Den meter, der adskiller den forulykkede fra at komme tilbage i båden.

Og på det punkt har der ikke været megen hjælp at hente – faktisk har der i visse tilfælde været tale om decideret fejlinformation, og det kan blive skæbnesvangert, hvis man en dag står i en konkrete situation, fortæller Mads Schmidt:

– Mange tror, at man kan svinge bommen ud og så bruge tovværk og taljer til at hejse personen op. Det er et gammelt råd og en udbredt misforståelse blandt mange sejlere. For det giver alvorlige problemer, hvis vejrforholdene er ugunstige, fortæller Mads Schmidt, og fortsætter:

– En lærer på en sejlerskole i Flensborg fortalte mig, at de for en sikkerheds skyld havde en øvelse, hvor han hoppede over bord, og eleverne hev ham op. Og det gik da fint. Indtil de prøvede en dag, hvor det blæste lidt. I det øjeblik, de fik ham fri af vandet, og de var vel at mærke fire, fem mand, mistede de kontrollen, og han lå og klaskede frem og tilbage med bommen. Skibet gyngede, og han blev slået ind i skibssiden og havde nær mistet livet. Så det gør han aldrig mere!

Kønnet kan spænde ben

I dag er MOBup gennemtestet, sat i produktion og dermed for alvor klar at blive udbredt til sejlere kloden rundt. Eksperterne er begejstrede, og MOBup har vundet priser ved den danske opfinderkonkurrence Heureka samt modtaget et legat fra Alexander Foss’ Industrifond. Men hvordan de danske sejlere vil tage imod det nye redningssystem, er endnu uvist.

– I bund og grund kommer det til at handle om, hvor højt du prioriterer din og andres sikkerhed. Og her er det et faktum, at der både er fordomme om MOB situationen og kønsspecifikke holdninger, der skal overvindes, siger Mads Schmidt.

Ifølge Mads Schmidt er det nemlig ikke tilfældigt, at langt de fleste omkomne fritidssejlere i Danmark er mænd.

– Særligt vi mænd har en tendens til at tro, at vi kan klare enhver situation – også hvis en person falder over bord. Men vi glemmer situationen, hvor det er os selv, der er faldet i, og en måske spinkel kvinde skal bringe os tilbage i sikkerhed på dækket. Selvom vi er dygtige, habile og rutinerede sejlere, er det ingen garanti for, at vi kan håndtere en krisesituation korrekt – og slet ikke hvis det rette sikkerhedsudstyr ikke er til stede, siger Mads Schmidt

Holdningsændring på vej

Som på mange andre områder, f.eks. i forbindelse med cykelhjelme, sikkerhedsseler eller barnestole, er der også blandt sejlere sket en holdningsændring til sikkerheden til søs og de vigtige redningsveste.

Men det er stadig kun et lovkrav, at der skal være redningsveste til alle ombord – ikke til at de også skal have dem på. Og her taler statistikkerne desværre igen et klart og tydeligt sprog: Langt de fleste af dødsulykkerne sker nemlig i tilfælde, hvor den forulykkede havde ladet vesten ligge i båden.

– Tidligere var det kun var kyllinger, der tog en redningsvest på. Sådan er det ikke mere, men der er stadig mange igen særligt mænd, der ”glemmer” det, og hvis vandet er koldt, har du altså stadig kun begrænset tid at gøre godt med. Uanset om du har vesten på eller ej. Her vil MOBup kunne hjælpe, fortæller Mads Schmidt.

Mads Schmidt håber, at MOBup med tiden vil blive ligeså naturligt at have på båden som redningsveste og andet sikkerhedsudstyr. Samtidigt vil han personligt meget gerne være medvirkende til at udbrede kendskabet til den farlige Mand Over Bord situation:

– Der er desværre mange, der ikke er opmærksomme på, hvor alvorligt og skæbnesvangert det kan være, hvis man falder overbord. Og står du først uforberedt i den situation, kan det meget let være for sent, fortæller Mads Schmidt, og afslutter: – Jeg håber naturligvis, at et øget fokus på problemet og min opfindelse i fremtiden kan redde endnu flere liv til søs.

Fakta om drukneulykker til søs

Siden 1970 er der sket et markant fald i antallet af drukneulykker i Danmark, men siden 2001 er tallene stagneret.

Ifølge TrygFondens druknestatistisk fra perioden 2001-2006 sker mere end hver fjerde drukneulykke i havne og mere end hver femte på åbent hav eller i de danske fjorde. Langt de fleste omkomne er mænd.

2008 omkom elleve personer til søs i de danske farvande, men i år var der allerede druknet otte, før sejlersæsonen for alvor var begyndt. Endelig statistik for 2009 er endnu ikke opgjort.

MOBup og andre typer systemer til bjærgning af overbordkomne personer er ikke lovpligtigt redningsudstyr i Danmark på trods af omfanget af dødsulykker.

Fakta om MOB situationen

Hvert år sker tragiske ulykker med døden som følge, fordi personen, der er faldet over bord, ikke kan hejses den sidste meter op i sikkerhed på dækket. Alene i 2008 mistede to personer livet på denne måde i Danmark. I USA er tallet treciftret!

  En person, der er faldet i forårskoldt vand, kan efter ganske få minutter ikke selv hjælpe til med bjærgningen.

  Drukneulykker som følge af en MOB situation sker ikke kun på åbent hav – de sker alle steder, også i havnen!

  Mange ægtepar nyder sejlerlivet sammen – men situationen ændres hurtigt, når den noget tungere mand falder i vandet og skal reddes op igen af sin hustru eller måske et stort barn. Det kræver næsten umenneskelige kræfter at hejse en fuldvoksen, bevidstløs mand op på dækket.

  En drukneulykke berører mange skæbner – og det er svært at skulle leve med, at man ikke var i stand til at håndtere den kritiske situation korrekt, da den opstod.

  Mange investerer store summer i redningsveste, kostbar navigation og kompliceret redningsudstyr og meget mere – men er ikke i stand til at håndtere den sidste afgørende meter, der betyder forskellen mellem liv og død.

  Når den livstruende situation opstår, er dit sikkerhedsudstyr og evnen til at bruge det afgørende for udfaldet og for, om et liv går tabt.

  En kritisk MOB situation er ikke det rette tidspunkt til at begynde at afprøve metoder, som du nok tror virker og engang har hørt om. Tingene skal fungere, og du skal vide præcis, hvad du foretager dig. Der er ikke tid til at eksperimentere.

Fakta om MOBup:

MOBup er opfundet og udviklet af den 60-årige dansker Mads Schmidt, der bor i Aabenraa i Sønderjylland.

 MOBup er et hejse- og redningssystem til alle typer sejlbåde. MOBup gør brugeren i stand til at løfte en voksen mand fra vandet tilbage i sikkerhed på dækket ved hjælp af ganske få kræfter.

Når uheldet er ude, kan brugeren på få sekunder montere MOBup og dermed afværge tragedie og redde liv til søs.

For yderligere produktinformationer og demonstration: www.mobup.dk

Det førende britiske sejlmagasin Sailing Today, der har testet prototypen, gav MOBup fem ud af fem mulige stjerner i deres omfattende test af MOBup og skrev bl.a.: ”Well made, ingenious, and it could save a life.

This is one of the best devices we’ve tested for recovering a man overboard. It’s fast, effective and you don’t need to rig a block and tackle, prepare any lines or use halyards”.

MOBup sælges til introduktionspris kr. 2995,- og kan bestilles og betales via www.mobup.dk med efterfølgende levering til ønsket adresse.

Fakta: Sådan fik Mads Schmidt ideen til MOBup:

I begyndelsen af 1990’erne tog Mads og hans kone på sejlerkursus, og her skulle de bl.a. lave en ”mand-over-bord” øvelse, hvor Mads Schmidt fik til opgave at redde en redningsvest.

– Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis det havde været en rigtig person? Jeg spurgte vores underviser, og hans svar lød, at så man skulle bare få manden hen til båden, så han kunne kravle op ad en stige, eller hvad der nu måtte være til rådighed. Det undrede mig for, hvad nu hvis personen var bevidstløs eller ude af stand til at røre sig pga. underafkøling? Ja, så har du et problem, lød svaret. Og det er jo ganske enkelt ikke godt nok. Noget måtte kunne gøres, fortæller Mads Schmidt, der efter kurset gik hjem og begyndte at tænke.

Resultatet blev udviklingen af MOBup. At løsningen er en hejsemekanisme, skyldes i høj grad, at Mads Schmidt på et tidspunkt læste Gro Harlem Brundtlands selvbiografi:

– Gro Harlem Brundtland beskriver en situation, hvor hun og hendes mand er ude at sejle. Pludselig falder hendes mand over bord fra fordækket. Gro Harlem Brundtland er en habil sejler og får sejlet hen til ham.

Men han skal også ombord igen, og vandet er så koldt, at han ikke har kræfter til selv at hjælpe til. Gro Harlem Brundtland har ikke en chance for selv at få ham ombord.

Resolut får hun i stedet bundet ham fast til båden og begynder at sejle mod land. På vejen ind møder hun ved et tilfælde to motorbåde, der kan hjælpe med at få den underafkølede og afkræftede mand ombord.

Historien ender lykkeligt, men var uhyggelig tæt på at gå galt. Det gav mig ideen til en hejsemekanisme, for havde Gro Harlem Brundtland haft sådan en ombord, kunne hun uden problemer let have hevet sin mand ombord, fortæller Mads Schmidt.

Trygfondens druknestatistik

Motor
content-loader
content-loader
content-loader