Sådan blev motorsejlere kulilteforgiftede
Mandskabet på en Sunseeker 23 Daycruiser i Grønland blev alvorligt forgiftet, forklarer Opklaringsenheden fra Søfartsstyrelsen.
En privatejet motorbåd af typen ”Sunseeker 23 Daycruiser” med fem personer om bord og en anden motorbåd på slæb var en dag i september 2008 på vej for langsom fart i Godthåbsfjorden mod Nuuk, skriver Søfartsstyrelsen.
Under sejladsen blev alle ombordværende meget syge, og man kaldte hjælp over VHF, hvorefter en redningsoperation blev sat i gang.
En anden båd, der var i Godthåbsfjorden, sejlede til undsætning, og en person fra denne båd gik om bord i motorbåden og fandt alle meget syge – og heraf tre uden bevidsthed.
De, der kunne tale, bad hjælperen om at sejle båden ind til Nuuk.
I Nuuk stod politi og redningsmandskab parat til at bringe de syge personer til sygehus. Det viste sig, at alle var blevet alvorligt forgiftet af kulilte.
Kulilteforgiftningen er opstået ved, at båden sejlede langsomt med vinden agterind. Derved er udstødsgas fra bådens benzinmotor trukket ind under kalechen, hvor de ombordværende opholdt sig.
Derfor er kulilte farlig
Kulilte har kemisk betegnelse CO. Den kaldes også carbonmonoxid, kulmonoxid eller kulos, forklarer Søfartsstyrelsen.
Kulilten er en klar, lugtløs og meget giftig gasart, der vejer det samme som luft, og som kan dræbe ved indånding.
Gassen dannes typisk ved en ufuldstændig forbrænding – og i højere grad i benzinmotorer end i dieselmotorer.
Kulilte binder sig 200 – 400 gange lettere til de røde blodlegemer (hæmoglobin) end den ilt (O man normalt indånder i atmosfærisk luft, og reducerer blodets evne til at transportere ilt rundt i kroppen.
Dermed kan der selv ved en meget beskeden koncentration af kulilte i luften opstå en livsfarlig forgiftning.
Advarsel -installer gasalarm
Denne hændelse, som endte godt, giver Opklaringsenheden anledning til at advare mod kulilteforgiftning,
som kan ske, hvor udstødsgas fra især benzinmotorer kan samle sig i bådens indre.
Det er en god ide, hvis man har benzinmotor i sin båd, at installere en gasalarm, der også alarmerer for kulilte.