Langtursejlerne holdt jubilæumstræf i Karibien
80 sejlere deltog i foreningens FTLF 25 års fødselsdagsfest på eksotiske Norman Island i Britisk Vestindien.
16 fartøjer lå til ankers i Norman Bight med jubilæumsstanderen under salingen. Der var ingen tvivl om, at det var den danske ”flåde”, der fyldte bugten.
Det fortæller FTLF's formand Karsten Pennov, der informerer videre til minbaad.dk.
Det var det legendariske ”sørøverskib” William Thornton, der lagde dæksplanker til velkomstfest og demonstration af foreningssammenhold for de mange FTLF’ere, der på denne vis levede op til foreningsformålet om at fremme langturssejlads.
To uger på BVI’s azurblå bølger har i mere end en forstand brændt sig ind i vore sejlerhjerter. Fantastiske naturoplevelser over og under vandet bundet sammen af udfordrende sejladser med for tid og sted usædvanlige ustabile vinde.
Særlig oplevelse ved ankerpladser
Forventningen om stabil 12m/sek NØ passat holdt ikke. Vinden sprang fra NW til S og det gav særlige oplevelser på en del ankerpladser.
Det klarede de danske søvante ”vikinger” selvfølgelig i stiv arm! Når man igen lå godt og trygt blev der ikke beordret mjød på bordet. Ordren lød;” Have a Rhum”.
Tortolatræffet var den festlige indledning til FTLF’s foreningsjubilæum. Festen fortsætter i Ebeltoft i pinsen.
Pinsetræf på Fregatten Jylland
Det årlige pinsetræf på Fregatten Jylland er igen stedet, hvor en stor del af de for tiden hjemvendte besætninger mødes for at udveksle røverhistorier fra de azurblå territorier.
Vi skal også sørge for, at de besætninger, der har valgt at starte deres odyssé fra Ebeltoft kommer af sted med honnør.
Og så er festen bestemt også for dem, der fortsat drømmer om eller har besluttet, at det også bliver deres tur til at drage ud mod horisonterne en dag.
Tusindvis af signalflag over stag vil hjælpe ved anduvning til Ebeltoft Museumshavn i pinsen.
Vil du vide mere: www.ftlf.dk