Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Foto: Sailing Århus

Fire måneder i fængsel for at sejle ven ihjel

En 33-årig mand er i Vestre Landsret idømt fire måneders fængsel for uagtsomt manddrab, og for at have ført motorbåd i spirituspåvirket tilstand. I fuldskab påsejlede han en mole i Århus Havn, hvorved en passager om bord på motorbåden blev dræbt.

 

Af Troels Lykke |

Ulykken skete i efteråret 2007, hvor den nu dømte var ude at sejle i sin speedbåd af mærket Sea Ray. I løbet af turen samlede den senere dræbte op i Egå og sejlede mod Århus.

Her påsejlede han i efterårsmørket Nordøstmolen med mindst 16 knob, og passageren, der opholdt sig under dæk, blev ved sammenstødet dræbt. Den 33-årige mand slap selv med en brækket fod og en totalskadet båd.

Da politiet efterfølgende målte hans promille var den på 1,52.

Ved byretten blev han idømt seks måneders betinget fængsel for uagtsomt manddrab. En straf landsretten barberede ned til fire måneder, der til gengæld blev gjort til ubetinget fængsel. Herudover blev han fradømt retten til at føre skib i fem år.

Kilde: stiften.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader