Gå til hoved-indhold
Da starten gik for 74 både i 2008 under Sjælland Rundt fra Helsingør, var vinden let, men vestenvinden kom få timer efter, så sejlerne krydsede mod Sjællands Odde. Foto: Troels LykkeKapsejlads
74 både sejlede i 2008 rundt om Sjælland Rundt. Her ses Susanne Hansen med politikens fotograf om bord før afgang. Foto: Troels Lykke

Sjælland Rundt-sejlere findes stadigvæk

Susanne Hansen fra København er en af dem. Hun tog 400 kilometer rundt om Sjælland i en Spækhugger fra 1976. I 2008 tog hun turen på 57 timer i sin drømmebåd til 65.000 kroner, fortæller hun til Politiken.

 

Af Troels Lykke |

20 minutter var der til starten i Sjælland Rundt fra Helsingør. Alligevel fik Politikens fotograf lov til at komme om bord på den lille Spækhugger ’Klumpen’, der tilhører Susanne Hansen og hendes kammerat Henrik Dam.

Medejer, jo, men han havde dog endnu ikke indbetalt halvdelen af de 65.000 kroner, som Susanne Hansen gav for den 32 år gamle båd, fortalte den 45-årige tandlæge grinende, mens hun styrede mod startlinjen i let medstrøm.

Spileren klaskede på det tidspunkt dovent ind mod masten i sydlig svag vind med Kronborg i baggrunden.

Starten gik nord på mod Sjællands Odde. Bedste start i løbet fik klubkammeraten fra Københavns Amatør Sejlklub, Bjørn Fisher, der også vandt sejladsen efter 54 timer og 46 minutter, mens Susanne Hansen og mandskab tog en fjerdeplads efter næsten 57 timer.

Men som Susanne Hansen siger til Politikens Lørdagsliv godt træt efter sejladsen:

”Det skal jo også være til at holde ud, så meget går vi heller ikke op i kapsejlads, men vi blev da nummer fire blandt syv Spækhuggere.”

Holdet startede fredag formiddag og kom i mål søndag aften, hvorefter de sejlede Spækhuggeren hjem til Svanemøllehavnen.

”Jeg var fuldstændig flad på det tidspunkt, for under en kapsejlads Sjælland rundt skal sejlene justeres hele tiden. Samtidig skal man navigere og holde udkik efter bøjer og både. Og man sover kun få timer af gangen,” siger Susanne Hansen, der lige havde startet sin sommerferie.

Sjælland Rundt for de 74 både, bød få timer efter starten, på hårdt kryds i meget regnvejr, på vej mod Sjællands Odde.

Ni timer ved Storebæltsbroen

Nogle krydsede også mod vinden helt ned til Storebæltsbroen.

”Men så døde vinden fuldstændig og der lå vi i ni timer og gloede på Storebæltsbroen. Her varmede vi en gryderet som Henrik havde lavet, og vi drak et glas rødvin til,” siger den kvindelige skipper, der ellers har en klar alkoholpolitik under sejlads, noget hun også prædiker for sine sejlerskole-elever i Svanemøllehavnen.

”Hvis du drikker mere end to øl kan du ikke reagere, du skal være toptunet til en så lang sejlads, vi drak en øl om dagen og vin til maden, drikker du mere falder du omkuld, fordi man er meget træt,” forklarer Susanne Hansen.

Lørdag aften kom sejlerne endelig igennem Storebæltsbroen, da vinden tog til. Så meget, at holdet ikke turde sætte den 60 kvadratmeter, ældre, hvid-grønne spiler, i stedet spilede de forsejlet, genuaen, der er lettere at styre. For om natten viste Smålandsfarvandet tænder.

”Bølgerne kom ind i cockpittet bagfra, det var altså lidt vildt, vi sejlede 9,5 knob, men en ren kvindebesætning fra vores klub sejlede endnu stærkere, da de sejlede med spiler om natten. Det er jeg imponeret over,” siger Susanne Hansen, der gik ned og sov ved totiden lørdag aften, mens de tre andre Jonas Toft Jacobsen, Henrik Dam og Maren Madsen, sejlede ’Klumpen’ under Storstrømsbroen og Farøbroen, lyder et uddrag fra Politikens artikel.

Herrebåd ringede

Om morgen på vej ud af Bøgestrømmen kunne holdet skimte en ren herrebesætning i en anden Spækhugger, ’Odin’. Et hold, der tidligere under sejladsen havde ringet til Susanne Hansen og spurgt hvor de lå.

Her konstaterede herrebesætningen, at de var tre timer efter ’Klumpen’. Men på vej ud i Køge Bugt var herreholdet kun en halv time efter.

”Men skulle lige spise morgenmad inden vi satte spileren, mere travlt havde vi ikke,” griner Susanne Hansen, der dog indrømmer, at holdet blev tændt, da de så deres modstandere nærme sig.

”Vores mål var bare at komme rundt om Sjælland, men der gik da konkurrence i det, for vi gerne ville slå herreholdet. Så vi fik da spileren op og så gik der kapsejlads i det. Vi havde spileren oppe helt til Øresundsbroen. Det var også vigtigt for os, at sikre, at vi nåede i mål inden for tidsfristen klokken 22 søndag aften,” siger skipperen.

Hun fortæller, at Sjælland Rundt-sejladsen for hende er en drøm at sejle og ikke mindst gennemføre.

”Der er da status i at fuldføre sejladsen, man siger det ikke i klubben jeg er i, men det ligger i luften. Det er en manddomsprøve på en eller anden måde. Og vi havde en smadder hyggelig tur. Når der ikke var meget vind fik vi talt om alt muligt,” siger Susanne Hansen, der vil gøre turen igen. Også gerne med en blandet besætning, selvom det kan være lidt besværligt med privatliv, når kvinderne skal tisse i en spand.

”Etiketten er, at mændene kigger væk, jeg kan også finde på at tisse oppe på dækket i spanden, med en jakke ud over. Det giver lidt privatliv,” forklarer singlen Susanne Hansen.

Besætningen på ”Klumpen”

Skipper: Susanne Madsen, 45, tandlæge

Gast: Maren Madsen, 36, forstkandidat

Jonas Toft Jacobsen, 35, arkitekt

Henrik Dam, 36, skibsingeniør

Den danske Spækhugger

Konstruktør     Peter Bruun

Konstrueret 1968

Længde             7,44 m

Bredde              2,33 m

Dybgang           1,45 m

Vægt                  2,3 t

Køl                       1,4 t

Storsejl              18 m2

Genua               21,5 m2

Fok                      15,0 m2

Spiler                  60 m2

Brugtpris           50.000 til 100.000 kr.

Nypris cirka 300.000 kr.

Klub: www.Spaekhugger.dk

Kilde: Politiken

Motor
content-loader
content-loader
content-loader