Korsgaard, Dreiser og Rydløv vinder NM i H-båd
En ny letvejrsfok fra Elvstrøm og en erfaren svensker gav Mads Korsgaard og co. NM-guld i H-båd, fortæller fordæksgasten. Holdet slog verdensmestrene Høj Jensen, Nielsen, Stegger og Palm.
Den tidligere dobbelte verdensmester Morten Nielsen måtte nøjes med sølv og den anden verdensmester Claus Høj Jensen på en fjerdeplads ved NM for H-både på Århusbugten.
Den regerende verdensmester Steffen Stegger tog 5. plads, mens den tidligere verdensmester Theis Palm kom lige efter.
Blandt 32 besætninger var Mads Korsgaard, Uffe Dreiser og svenske Anders Rydløv bedst ved NM, der er officielt, da et svensk og finsk hold også deltog på Århusbugten, det var Egå og Århus Sejlklub, der stod for det praktiske, som en del af Århus Festuge.
Otte sejladser på tre dage blev det til i vind, der ofte var mellem 4-6 m/sek. Og netop den vindhastighed passede Korsgaard-holdet i den ældre H-båd 'Lang Nok'.
Elvstrøm Sails i Høj Jensen og North Sails-land
Elvstrøm Sails har syet en ny fok til KDY-båden, der gik særligt stærkt, fortæller den 35-årige fordæksgast Uffe Dreiser i dag til minbaad.dk:
"Vores lette Elvstrøm-fok var hurtig i de dovne bølger og lette vind, så vi på den måde havde et fartoverskud," forklarer sejleren, der er kendt for at kunne trimme en båd godt.
Klassen er ellers domineret af North Sails og Høj Jensen Sails.
"Vi er omtrent de eneste der sejler med Elvstrøm Sails, men måske bliver der lavet lidt om på det fremover," siger Uffe Dreiser.
Svenske Rydløv har tilført overblik
Hele forklaringen på sejren skyldes dog ikke sejlet. Holdet har nemlig også vundet Kielerugen og Pantaenius Cup på Silkeborg-søerne i år og der var den 56-årige familiefar Anders Rydløv fra Malmø også med.
"Det har hjulpet på vores stabilitet at få en ny midtermand ind, der har et erfarent, taktisk overblik," forklarer Uffe Dreiser.
NM i H-båd
Guld: Mads Korsgaard, København
Sølv: Morten Nielsen, Roskilde
Bronze: Michael Collberg, Sverige
Finn Petersen, tv., fra Århus vandt en Elvstrøm fok, uddelt af den nordiske mester Mads Korsgaard.
Arkivfoto af Lang Nok. Foto: Jens Hjort
Fra venstre: Uffe, Anders og Mads. Arkivfoto: Jens Hjort.