Visione 3 er færdig
Omkostninger ved at bringe Visione 3 tilbage i topform, oversteg desværre værdien af båden, og derfor stod den ikke til at redde efter havari, skriver Per Weiskvist i en nekrolog om J/V 41eren Visione 3 fra Kerteminde.
Bildirektør og sejlerPer Weiskvist skriver her en nekrolog om sin Visione 3:
Det er med stort vemod, at jeg må meddele, at mit kapsejladsmæssige hjerteprojekt, har nået sin ende.
Omkostninger ved at bringe Visione 3 tilbage i topform, oversteg desværre værdien af båden, og derfor stod Visione 3 ikke til at redde, eller rettere bringe tilbage til den stand den var, inden havariet.
Jeg håber, at vi med projektet fik sat et lille aftryk i Dansk handikapsejlads for storbåde, og at mange har fået nogle gode oplevelser sammen med os.
En del af målsætningen med projektet, var at sætte mere gang i kapsejlads med storbåde, og derigennem øge interessen, og hvis vi har nået det, kan vi kun være tilfreds.
Mit hjertebarn
Visione 3, var mit lille hjertebarn, og den blev bygget om og optimeret til handikapreglerne, ved at bruge meget tid og mange kræfter. Resultaterne af disse anstrengelser, har været en masse gode oplevelser for os om bord, og en masse sejre, i stort set alle de vigtige kapsejladser i Danmark.
Jeg har arbejdet meget med at videreføre Dansk handikapsejlads, over på et mere internationalt plan, ved at være den danske repræsentant i opbygningen af blandt andet Baltic IRC serien, og jeg er dybt taknemmelig over den støtte den serie har modtaget i Danmark, hos såvel sejlere som arrangerende klubber.
Jeg glæder mig til at serien videreudvikles i årene der kommer, og at andre nu vil tage over.
Tak
En stor tak skal lyde til den ambitiøse besætning på Visione 3, som har været en meget vigtig del af den succes vi har oplevet, og jeg er sikker på, at andre projekter vil kunne nyde godt af den erfaring vi har opbygget.
En stor tak skal også lyde til vores sponsorer, der har gjort det muligt at køre projektet, med deres store støtte. Som de bærende kan jeg nævne Helly Hansen, Lund Gruppen, Quantum Sails osv. I kan se dem alle på www.visione.dk.
En stor tak til Nordic Mast (nu Southern Spars), og Jan Hansen fra Quantum Sails, fordi i troede på projektet, og gik helhjertet ind med støtte, rådgivning og opbakning.
Sidst men ikke mindst, også tak til Pantaenius, for en hurtig og seriøs behandling, da det var nødvendigt.
Jeg er stolt af, at vi turde gå hele vejen, og jeg håber at andre vil tage over, og starte lignende projekter, og til dem vil jeg ønske al succes og held og lykke fremover.
Tak for denne gang.
Per Weiskvist
Visione 3
Sailingteam