Talent kommer ikke af sig selv
Europajollesejlerne fra Kaløvig Bådelaug gør det godt. Til DM i Korsør i september lavede de dobbelt hattrick, hvor både guld, sølv og bronze gik til drenge og piger fra Kaløvig. Men medaljerne er ikke kommet ud af det blå, det er hårdt arbejde der ligger bag.
Michael Vogelius, formand for jolleafdelingen i Kaløvig Bådelaug, mener ikke at de er kommet sovende til succesen. Det er resultatet af flere års målrettet ungdomsarbejde.
”Vi har satset på det her. For bare to år siden havde vi kun en Europajollesejler. Vi har genoplivet traditionen fra 2004, hvor Signe Livbjerg tog bronze til OL.”
Og der står atter Livbjerg på medaljerne, da både Anna og Mathias Livbjerg var på podiet til E-jolle DM i Korsør. Faktisk var hele 18 af de 67 deltagende både til DM fra Kaløvig bådelaug.
Dygtige trænere
Michael Vogelius peger på flere ting, der har været afgørende for resultaterne.
”Vi har satset på kvalitet. Vi har nogle enormt dygtige trænere. Jørgen Holm der trods sine 57 år endte på en 12. plads til DM, er utrolig god til trim og den slags.”
Jørgen Holm, der er uddannet sejlmager og går under øgenavnet ”Mister Europeclass”, træner de unge, og har styr på trimmet. Finn ”Beton” Jensen er den anden træner, der til gengæld har styr på boathandling og taktik.
Et af de mere luksusbetonede problemer er, at det er blevet svært at opdrive Europajoller til salg.
”Forældrene ved at grejet skal være i orden, så niveauet passer.” Fortsætter Michael.” Men det er næste ikke til at finde E-joller mere.”
Vigtigt med Zoom8
En del af succesen tilskrives også det store bagland af dygtige Zoom8-sejlere.
”Fødekæden er god; fra Optimist over Zoom8 til E-jollen. Det er nemlig svært at gå direkte fra Optien til E-jollen. Derfor er det vigtigt, at vi har Zoom8-jollen skudt ind imellem. Så er springet ikke så stort. Vi har tidligere landstræner Bo Jarvig til at træne børnene i Zoom8.” siger Michael Vogelius.
Det sociale
En anden vigtig søjle i ungdomsarbejdet, er det sociale. Michael peger på, at der er to slags unge. De meget målrettede, og og dem der er mere socialt anlagt. Og der skal være plads til begge typer.
”Vi tager på ture, og har mange træningslejre henover året. Seks lejre for Zoom8 og fem for E-jollesejlerne henover vinteren. Vi har en særlig begynderlejr, hvor der både er aktiviteter på land og på vand. Vi har nogle fremragende faciliteter, med hytter og gode overnatningsmuligheder i den gamle Team Danmark lejr.”
Udover de særlige arrangementer er der masser af andre aktiviteter i sejlklubben. Der er computeraftener, hvor især drengene mødes og spiller spil, og forældrene er også gode til at lave aktiviteter for ungerne, f.eks. mountainbike-ture i skoven.
Michael Vogelius drømmer om at have et lokale i klubben, der kan fungere som et egentligt fritidslokale. Men det er der ikke helt enighed om blandt de øvrige i klubben, så det lader vi ligge.
Som en familie
Minbaad.dk spurgte Michael Vogelius om han havde nogle gode råd til andre klubber og deres ungdomsarbejde. Michael siger.
”Jeg prøver at betragte gruppen som en familie, hvor alle skal være med og have plads. Der skal både være plads til de dygtige og de mindre dygtige.”
Han peger på, at der skal skabes imødekommende rammer. Klubben skal f.eks. sørge for, at det er nemt at deltage i ture og arrangementer.
”Vi skal sørge for, at meget af det praktiske bliver ordnet. Hvis vi skal på tur, skal sådan noget som at bestille færge, at der et sted at sove osv., være noget som vi har ordnet.” fortsætter han.
”Det er meget vigtigt at inddrage forældrene, de skal også syntes at det er sjovt. Og det er vigtigt, at der er mange arrangementer henover vinteren, hvor børnene mødes og har det sjovt sammen. Det betyder alt for at fastholde dem.” Slutter Michael Vogelius.
Første ranglistestævne i Bønnerup september 2010. Finn "Beton" Jensen ved tavlen foran sejlerne fra Kaløvig.
Den daglige træning foreståes af Jørgen Holm der er ansat af Kaløvig. Finn Beton assisterer i Kraftcenterregi (ekstra træning/weekender/kapsejladser).