Radich vandt atter VM for kæmpe Wally'er
Det skete på Sardinien i Y3K, men der var konflikt om bord på den 59 ton båd. Læs også om en lille A9 skæringsspiler på 540 kvm...
Taktiker Jesper Radich fortæller på www.jesperradich.dk:
Det lykkedes for 2. gang i træk Y3K, at vinde VM for Wally’er. Men det skete dog ikke uden kamp, og undervejs til den endelige sejr, var der faktisk mere konflikt ombord end nogensinde før!
Efter de første 2 sejladser, beskrevet i foregående indlæg, havde vi onsdag en hårdtsvejsdag på distancebane, 2 sejladser med op-ned baner fredag og den afgørende distance lørdag. Altså 6 sejladser totalt i serien, med alt fra 2-30 kn vind – så typisk for Porto Cervo.
Hårdsvejrsdagen onsdag, var på mange måder turbulent og fantastisk. En dum tyvstart som delvist hænger på mine og Jochen Schuemans skuldre (han holdt ikke klar som luv båd, så vi kunne få bremset skøjten i det sidste minut før start) betød, at vi var over 3 min om at komme korrekt ud af startboksen.
Lille skæringsspiler...
Jagten på modstanderne virkede nærmest håbløs – der skulle drastiske midler til. Men dette middel havde vi faktisk med os i form af det vi kalder vores A9 skæringsspiler.
Den er kun 540m2 (mod max 888, super stabil og med et perfekt profil til hård skæring).
Og på det 12 sm lange ben af banen, der netop stod på hård skæring i 22-28 kn vind, sendte vi næsten Y3K i kredsløb om de andre.
Så snart spileren fyldte sprang loggen straks fra 13,9 til 19,5 kn. Og blev der. I et lidt senere pust vibrerede båden, der altså vejer 59 tons, med 22,5 kn i vild planing på fladt vand.
Sejlede igennem læen
Det gav pote. Vi sejlede simpelthen igennem læen på den førende søsterbåd Indio, og blev første båd i mål, og kun slået med 38 sek på rating. Nemlig!
Fredag stod den på op-ned baner. 1. sejlads gik efter bogen. Vandt starten i læen, læste første skift rigtigt, og var væk. 2. sejlads – kaos.
Noget lettere vind og et lidt hissigt men flot angreb i starten fra Indio i læen 1 min før start. Jeg forsøgte at slå væk – og straks tilbage igen – fadæse.
Stemning ikke god
Protester og tidligt over linien, med genstart og efterfølgende 360 graders straf. Vi fik humpet os i mål til en 4. plads, men stemningen ombord var ikke hyggelig. 3 tyvstarter i 5 sejladser. Det bliver man ikke en rig pro sejler af – selvom de ikke helt kunne hænges udelukkende på mine skuldre.
Og kravet før sidstedagen var ret kontant; en sikkert start og tæt opdækning af den eneste båd den kunne slå os – Magic Carpet – ellers…
Det en med smil i mundvigen kan jeg nu kan konstatere, at det hele gik som smurt.
En tur i læringsmaskinen
Både start og sejlads, som vi endte med at vinde. Men vores hold på Y3K havde lige været en tur i læringsmaskinen på den barske måde. Altså den måde hvor man lærer af sine fejl, og først nyder sejren til aller sidst.
Over and out
Jesper
Se også video om Wally-både: