Danmarks svar på en America's Cup-båd
Tuco fra Fåborg søsætter til maj en ultra let trimaran i kulfiber på 40 fod, tegnet af verdensklasse-designer. Stefan Myralf skal sikre rekorder Fyn rundt, forklarer Tuco-boss Jonas Pedersen til minbaad.dk.
En af verdens bedste flerskrogsdesignere, britten Nigel Irens, der har supporteret AC-holdet Alinghi, har slået stregerne til en ny dansk rekordjager på 40 fod.
Skrogets materiale er i kulfiber, hvilket gør båden stiv og let, således vil den kun veje 1500 kilo, men vil bære et krydsstel på 119 kvadratmeter.
Jordomsejleren fra Volvo Ocean Race, Stefan Myralf, der også har stor erfaring fra Nokia-trimaran og andre nordiske trimaraner' bliver skipper og rorsmand, når rekorderne skal sættes.
49-årige Stefan Myralf har været med i udviklingen af den 40 fods trimaran, hvor han især har givet input til beslag og riggen i kulfiber.
Sejles af 4-5 mand
Båden, der bygges i øjeblikket hos Tuco i Fåborg, skal sejles af 4-5 mand, herunder de tre ejere af projektet Jakob Groth, Jakob Frost og Jonas Pedersen. Ejerne forventer at sponsorer vil støtte projektet og båden, hvor prisen holdes hemmelig.
Trimaranen skal sejle Palby Fyn Cup fra Bogense den 28. maj, derefter følger Classic Fyn Rundt fra Kerteminde. Sjælland Rundt er også planlagt , samt en del andre sejladser.
"Der er ikke sket meget fra de danske bådebyggernes side i de sidste 20 år, når det gælder om at skabe nye hurtige både, der skal slå rekorder. Vi vil med trimaranen vise at kulfiber er fremtiden og det er noget vi behersker på Tuco. Vi er dem, der i bådbranchen bruger mest kulfiber herhjemme," siger Jonas Pedersen, direktør i Tuco.
Flot comeback til Tuco
Tuco-værftet i Fåborg endte i 2008 i en konkurs efter at tre store kunder undlod at betale deres regninger til Tuco, fortæller aktionær i firmaet.
Folkene bag Tuco, Jonas Pedersen og Jakob Frost, købte dog navnet tilbage. I dag er der 16 ansat på Tuco-værftet og i perioder er der op til 50 beskæftiget.
Tucos trimaran 40
Længde 40 fod
Bredde 9,80m
Vægt 1500 kg
Storsejl 80 m2
Fok 39 m2
Stormfok 19 m2
Gennaker 140 m2
Design Nigel Irens
Materiale kulfiber
Pris ukendt
35 knob gennem vandet er bestemt realistisk for Tuco 40. Planen er at den flyder før Palby Fyn Cup.