Fuld skrue på Boat Show 2011 i Fredericia
Der er både tradition og fornyelse, når Fredericia Boat Show løber af stabelen i februar og marts. Udstillingspriserne er sænket efter skilsmissen fra brancheforeningen Danboat.
Traditionerne udspringer ikke mindst af, at bådudstillingen bliver nummer 24 i rækken i Fredericia. Boat Show har således gennem årtier været en fast forankret begivenhed for det jysk-fynske bådpublikum, lige som mange nordtyske besøgende dukker op gang efter gang.
Fornyelsen består blandt andet i, at Fredericia Messecenter i 2011 tager roret alene som arrangør – uafhængigt af brancheforeningen Danboat, som vil fokusere på København til de indendørs bådudstillinger.
- Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved skilsmissen. Men vi har valgt at satse offensivt på de nye muligheder, vi får som ene-arrangør. Blandt andet skal vi ikke længere udbetale provisioner og rabatter til Danboat, og det vælger vi at lade udstillere og besøgende profitere af. Vi tilbyder ”standpriser som for 10 år siden”, og så introducerer vi en VIP-dag torsdag den 3. marts, hvor vi kræser lidt ekstra for gæsterne med levende musik, champagne og snacks til alle, fortæller Grete Højgaard, direktør i Fredericia Messecenter.
Yamaha uenig med Danboat
Preben Hansen, markedschef i Yamaha Motor Scandinavia, er mildt sagt ikke enig i Danboats beslutning om at gøre deres bådudstilling til en ren Københavner-begivenhed.
- Men vi er yderst tilfredse med, at Boat Show i Fredericia fortsætter uanfægtet. Det er efter vores opfattelse Danmarks bedste bådudstilling, og kundemassen i Vestdanmark er af afgørende betydning for os.
Markedschefen har talt med en snes af ”sine” forhandlere i det jysk-fynske, og på nær en bakker de fuldstændig op om næste års Fredericia Boat Show.
- Vi bliver stærkt repræsenteret, både med motorer og både, som vi har været i mange år. Om vi også stiller op i København, som er væsentligt dyrere for både besøgende og udstillere, er endnu ikke afgjort. Men jeg er overbevist om, at Fredericia fortsat vil være vores udstillingsmæssige flagskib, siger Preben Hansen.
Større end København
Han hæfter sig ved, at seneste Boat Show i Fredericia i 2009 tiltrak 37.071 besøgende fordelt på seks udstillingsdage, mens seneste bådudstilling i København blev gæstet af 35.800 – fordelt over ni dage…
- Selvfølgelig er der basis for en stærk bådudstilling i det vestdanske, og vi vil arbejde hårdt for at leve op til de flotte skudsmål, vi fik i både udstiller- og besøgsanalyserne efter Boat Show 2009, siger Lars Søndergaard, projektleder i Fredericia Messecenter.
Fredericia Boat Show foregår 25.-27. februar & 3.-6. marts 2011.