Verdensmestre sejler kun ET FD-stævne i år
Det handler om brødrene Bojsen-Møller, der nu sejler FD på en sø i Hannover. Et stævne de har vundet cirka 28 gange. Brødrene har fokus på 505-VM i Kaløvig i år - de har nemlig "kun" VM-sølv i klassen.
Vi talte i går med de to brødre, rorsmanden Jørgen Bojsen-Møller på 56 år og lillebroderen Jacob, da de nærmede sig den tyske grænse. Sejlerne var på vej til en stor sø ved Hannover, hvor 35 FD-joller skal kæmpe.
"Vi har deltaget i det tyske stævne i 30 år og jeg tror kun at der har været to gange vi ikke har vundet, men der kommer også skrappe hollandske sejlere og vi har kun været på vandet tre gange i FDeren på grund af isen, så vi skal spidse blyanten, hvis vi skal vinde," siger sejlmageren Jacob Bojsen-Møller, der driver BM Sails.
Efter bilen var deres fire år gamle Flying Dutchman, der sejles med moderne kulfibermast.
"De fleste har i dag kulfibermast," forklarer Jørgen Bojsen-Møller, der med sin bror vandt VM sidste år.
Men verdensmestre i FD bliver de ikke i år. FD-VM sejles nemlig samtidig med 505-VM, der i år holdes i Kaløvig.
"Kun" VM-sølv i 505
Og 505-VM skal de to sejle, de har nemlig aldrig før vundet 505-VM, men "kun" opnået sølv.
"Men vi har vundet EM og DM og meget andet i 505-klassen, så vil naturligvis gerne tage et VM-guld, men der er stor konkurrence. Vi skal derfor kun sejle det her tyske FD-stævne i år," siger Jacob Bojsen-Møller.
Bojsen-Møller har netop købt en ny 505-jolle, som minbaad.dks fotograf Søren Svarre 'skød forlede'n. Mere om det projekt senere.