Gå til hoved-indhold
De to sejlere der røg over bord blev reddet af SOK.Kapsejlads
De to sejlere der røg over bord blev reddet af SOK.

DS fortæller sandheden om Elliott 6M ulykke

Den ene af de forulykkede matchrace sejlere bar ikke svømmevest. Hans Natorp kommenterer ulykken.

Af katrine bertelsen |

Vi bør sige til os selv: Stram op – tænk dig om!

Hans' Holdning: Jeg har nu haft lejlighed til at læse KDY’s rapport om hændelsesforløbet ved fredagens kæntringsulykke i Elliot 6M matchraceren.

Det er barsk læsning, som med al tydelighed viser, hvor hurtigt en situation kan udvikle sig fra normal til livstruende.

Min respekt for besætningens håndtering af ulykken er bestemt ikke blevet mindre. Der er overhovedet ingen tvivl om, at hele besætningens handlekraft er årsag til, at ingen liv gik tabt!

Debatten omkring evaluering af sikkerhedsregler, godt sømandsskab, ansvar osv. er i gang ude i vores klubber. I den forbindelse finder jeg det vigtigt at drage et par facts ind i evalueringsarbejdet.

Jeg læser af rapporten, at:

  • Alle tre sejlere bar neoprenvåddragt samt sejlertøj, to af sejlerne bar svømmevest
  • Af de to sejlere i vandet var den ene uden svømmevest
  • Neoprenvåddragtens opdrift var ikke tilstrækkelig til situationen, hvilket medførte, at sejlerne i vandet skulle bruge ekstra energi på at holde sig flydende
  • Sejlerne i vandet signalerede med fløjte, men signalet kunne ikke høres af rorsmanden i båden
  • Helikopteren kunne ikke lokalisere sejlerne i vandet med varmesøgende udstyr - sejlerne var nedkølede og deres tøj for isolerende
  • Sejlerne i vandet blev lokaliseret fra helikopteren på grund af en selvlysende hætte på den ene sejlers jakke

Jeg har fuld forståelse for besætningens beslutning om at tage på vandet. Som jeg hører det fra flere sider, så vejret ganske fornuftigt ud ved middagstid. Og jeg ved, at netop denne besætning er god til at håndtere Elliot 6M’eren i luft.

Jeg synes ikke, at det er OK at tage på vandet i november i god luft uden svømmevest og kun have en neoprendragt som opdrift. Men jeg ved også fra egen erfaring, at jeg pludselig finder mig selv i en situation, hvor jeg simpelthen tager mig selv i at være ved at glemme at få vesten på!

Og lige præcis den situation kan vi ikke skrive os ud af! Vi kan ikke lave regler og procedurer for godt sømandsskab. Men vi kan sige til os selv: Stram op – tænk dig om! Og lad ikke rutinen få overtaget!

Vi er nu alle i gang med at evaluere sikkerhedsregler og overveje, hvor vi kan gøre det bedre. Det er en god proces, men husk: Fællesskabet kan ikke overtage ansvaret fra den enkelte sejler!

Det er sejlerens – skipperens og besætningens – ansvar, at sejladsen bliver gennemført forsvarligt og sikkert.

Og så vil jeg endnu engang glæde mig over, at vores sejleres uddannelse er så god, at vi på trods af den ekstremt vanskelige situation kan sige: Alle blev reddet!

Det var nogle seje beslutninger, der blev truffet den fredag på Øresund – og det kan man ikke foreskrive i et sikkerhedsreglement!

Med sejlerhilsen

Hans Natorp
DS formand

Kilde: www.sejlsport.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader