Gå til hoved-indhold
Med en bærbar VHF kan nødopkaldet klares med tryk på en knap.Udstyr
Med en bærbar VHF kan nødopkaldet klares med tryk på en knap.

GPS og VHF: Et sikrere valg end mobilen

Ryger du i vandet et sted, hvor mobiltelefonen ikke har dækning, skal du måske overveje om du har dit liv så kært, at mobilen bør udskiftes med en håndholdt VHF-radio.

Af katrine bertelsen |

KDYs sikkerhedsudvalg er kommet med nogle nye retningslinjer for sikkerhed under sejlads. Blandt forslagene er en mobiltelefon i vandtæt pose som obligatorisk personligt udstyr ved sejlads. Der er dog visse bagdele ved en mobiltelefon.

  • De tåler sjældent at blive våde
  • Telefonens dækning til søs er usikker
  • Kolde fingre kan have svært ved at ramme knapperne
  • Er svær at pejle i modsætning til VHF-radioen
  • Minus ved mobiltelefonen er, at man ikke kan sende et kald til alle stationer

GPS og VHF i et

Simrad er kommet med en lille håndholdt VHF med indbygget GPS. Simrad Hh33e har en sendestyrke på 1/5 watt, den kan flyde og er vandtæt. GPS-delen har alt, hvad man kan forlange, bl.a. mand over bord-knap (MOB), så positionen altid kan findes igen.

Regler for brug af VHF

Imidlertid forlanges det, at for at en VHF må anvendes på et skib kræves det, at skibet er blevet "registreret som radiostation" og mindst en om bord har certifikat til at betjene udstyret..

Mogens Larsen fra VHF-skolen forklarer hvordan:

Det gøres ved en ansøgning til Søfartsstyrelsen, hvor man ansøger om kaldesignal/MMSI nr.

Kaldesignal og skibsnavn er efterfølgende ID for skibet. Pris: 750 kr. (engangsudgift).
Ethvert skib hvor der anvendes en VHF skal have sit eget kaldesignal / kaldesignalbevis.

En bærbar radio må gerne bruges på flere forskellige skibe, men når der kaldes op skal der angives det specifikke skibs kaldesignal og navn.

En DSC radio kan kun tilhøre et bestemt skib – her er der lagt MMSI nummer ind, og det kan udelukkende tilhøre en enkelt skibsradiostation (der er ikke DSC i en håndholdt VHF-radio).

For at anvende en VHF ombord kræves det, at der er mindst en ombord, der har et SRC-certfikat. Det er certifikatindehaveren, der primært skal anvende radioen men den må også anvendes af andre, under overværelse af certfikatindehaver, som så har ansvaret for korrekt brug. Et certifikat koster ca. 2000 kr. inkl. prøvegebyr til Søfartsstyrelsen.

Det tilrådes, at alle ombord kan og må bruge radioen (korrekt nødkommunikation).

Undtagelsen

Men... Alle må foretage et nødopkald på en VHF uanset om de har certifikat eller ej. Så man kan roligt købe en håndholdt VHF alene med det formål, at kunne slå alarm via det grej som kan tåle sejlads, og som andre lytter med på.

Rækkevidde: Minimum 5 km.

En bærbar VHF rækker min. 5 km. (normalt 5 SM) med en sendeeffekt på 5 watt. Den kan som hovedregel altid modtages af Lyngby Radio i kystnært farvand.

VHF-radioen kan kalde alle stationer, eller man kan sende alarm (Pan Pan eller Mayday) på kanal 16, og nå alle fartøjer i en radius af min. 5 km.

Links:

Simrad Hh33e vejer 318 gr og koster på tilbud 1895 kr. hos Hellers: www.hellers.dk

Vandtætte poser: www.kajak.dk

Læs mere om love og regler her: www.vhfskolen.dk/omvhfdsc

Om VHF/SRC-certfikatet her: www.vhfskolen.dk/voreskurser

Om prøven her www.vhfskolen.dk/omproeven

Har du spørgsmål omkring VHF eller radiokommunikation, er du meget velkommen til at skrive til Mogens Larsen fra VHF-skolen på: ml@vhfskolen.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader