Gå til hoved-indhold
Havnen på SnaptunTur
Abu Garcia røgeovnen er god til mindre portioner, og koster et sted mellem 300-400 kr.

Røget luksusfisk på otte minutter

Udstyret til den årlige sommertur kan med fordel udvides med en lille transportabel røgeovn.

Af katrine bertelsen |

Friske makreller eller anden (især fed) fisk smager guddommeligt efter en tur i røgeovnen. Det er en simpel måde at lave mad på, og det er synd at snyde sig selv for muligheden for frisk fisk, når lejlighed sig byder.

Ovnene fås i forskellige størrelser. Den mest kendte er fra Abu Garcia, og er et must blandt lystfiskere, men der findes mange forskellige mærker og typer til varierende priser.

Opskrifterne passer til den lille ovn fra Abu Garcia.

Det er nemt!

Det er ikke den højere videnskab, og en egentlig røgning er der da heller ikke tale om, snarere en slags kombineret trykkogning/ -røgning.

Princippet er enkelt: Fisken renses og saltes. Ligger i et par timer, hvorefter saltet skylles af og fisken tørres med køkkenrulle eller lufttørres en times tid.

I bunden af røgeovnen strøs et tyndt lag bøgesmuld (ca 2 mm). Opsamlerbakken til saften skubbes ind mellem ristene, og fisken lægges på risten.

Bøgesmuldet kan suppleres med smuld fra enebær eller vinstokke, og en lille dusk timian skader nok heller ikke.

Låges skydes på (helt på, ingen åbning), og spritbrænderen sættes under og antændes. Røgetiden varierer lidt efter størrelse af fisk, men 8-15 min. er passende.

Husk at gøre det på land, på en ikke-brændbar flade, den bliver meget varm!

Imens kan en af gasterne passende koge nye kartofler, tilberede salaten og trække hvidvinen op.

Opskrifter:

Røget Makrel

1 hel frisk makrel
salt og (lidt) sukker
dild

Dild, persille, citron eller hvad man nu har lyst til, kan også bruges.

Makrellen uden hoved og hale (sukker)saltes og ligger et par timer. Den aftørres grundigt, fyldes med lidt dild og er klar til røgning i ca. 8 min.

Røget laks eller torsk

2-3 lakse- eller torskebøffer
salt og (lidt) sukker

Bøfferne (sukker)saltes og ligger et par timer. De aftørres grundigt, og er klar til røgning i ca. 12-15 min.

Så er det bare at gå ombord i en friskrøget fisk. Rengøringen af røgeovnen er et kapitel for sig. Lad os bare sige at det tager sin tid, og det er beskidt arbejde!

PS: Husk bøgesmuld og sprit.

Har du nogle gode opskrifter, du vil dele med vores læsere, må du meget gerne sende dem til katrine@minbaad.dk

På havnen i Snaptun er der opstillet en slags tipi med fliser på gulvet, hvor man kan tilberede sine røgede fisk i læ for regn og blæst.


Den lidt større røgeovn har to brændere og er velegnet til f.eks en lakse- eller torskeside.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader