Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Ny afgift til både ved Randers og Silkeborg

Bådafgiften tæt på at blive vedtaget i Silkeborg. Nu har også byrådets økonomiudvalg sagt ja

 

Af Troels Lykke |

Det er nu tæt på, at også Silkeborg Kommune siger ja til indførelse af en årlig registreringsafgift på 200 kroner på private motorbåde og udlejningsfartøjer -for eksempel kanoer -langs Gudenåen.

For udlejningsfartøjerne bliver det dog kun 50 kroner. Byrådets økonomiudvalg har netop sagt ok, og sagen skal nu til endelig afgørelse i byrådet.

Den konservative Frank Borch-Olsen, der tidligere har ytret sig som modstander af afgiften, sagde da også nej ved mødet i økonomiudvalget.

Det er kommunerne i Gudenåkomiteen, som synes, at administrationen fremover skal være brugerbetalt, skriver Midtjyllands Avis.

Silkeborg Kommunes bidrag til Gudenåkomitéen er i dag cirka 200.000 kroner årligt. Hertil kommer et antal arbejdstimer i Borgerservice, der varetager den nuværende, manuelle bådregistrering, skriver Midtjyllands Avis.

Bådejere bekymret

Det er ikke kun den høje vandstand, der har oversvømmet bådebroerne, som bekymrer bådejerne ved marinaen i Ulstrup.

Bådejerne har fået et nyt problem på halsen: De skal til at betale for at sejle på Gudenåen.

»Det kan da ikke være rigtigt, at man bare presser noget ned over hovederne på os uden at høre os først,« siger Ivan Skov, formand for Ulstrup Bådelaug, der har 35 aktive medlemmer med 25 motorbåde, skriver Randers Amtsavis. 

Han erfarede første gang om sagen, da avisen forleden forelagde ham referatet fra teknikog miljøudvalget i Favrskov Kommune. Her blev en sag om brugerbetaling for bådejere og kanoudlejere godkendt og sendt videre til byrådet.

Brugerbetalingen på 200 kr. om året for bådejere og 50 kr. pr. udlejningskano indføres for at skabe et ajourført register over hvor mange både, der sejler på Gudenåen fra dens udspring ved Tørring forbi Ry og Silkeborg til Bjerringbro-Ulstrup og frem mod Langå og Randers.

Hidtil har det været sådan, at en bådejer skulle anmelde til kommunen, når man anskaffer sig en båd. Men hvis båden blev afhændet eller skrottet, har der ikke været en afmelde-pligt.

Med indførelse af et årligt gebyr til at finansiere bådregistret forventer man at få et opdateret billede af hvor mange både, der benytter Gudenå-systemet.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader