Gå til hoved-indhold
Sjælland RundtKapsejlads
Vejrudsigten lover godt for de 63 sejlere der skal på vandet i weekenden. Foto: Viatempo

Sjælland Rundt bløder - blot 48 både

På fredag sejles 64. Sjælland Rundt. 63 både er tilmeldt, heraf kun 48 både til selve Sjælland rundt. Deltag i debat og afstemning - er sejladsen ved at dø og er danskerne kun til korte sejladser?

Af katrine bertelsen |

Syv både sejler Hesselø/Hallands Väderö Rundt, og otte deltager i two hand-sejladsen, Hesselø Rundt.

Helsingør Amatør Sejlklubs formand, Kim Dragstrup siger til minbaad.dk.

”Vi var bare 12 både, da det hele startede i 1947. Så længe der er nogen, der vil sejle, vil vi gerne lave sejladsen. Og så længe jeg står i spidsen for Sjælland Rundt er der næsten ingen nedre grænse.”

Sjælland er blevet for stor

”Vi prøver, at lægge andre stævner ind sammen med Sjælland Rundt.” Fortsætter Kim Dragstrup. ”I år skulle vi have haft Baltic Sea Challenge, som vi desværre måtte aflyse. (Kun seks deltagere. red.) Men vi håber, at vi til næste år kan få et jollestævne eller lignede ind over. Sålænge økonomien kan hænge sammen, laver vi Sjælland Rundt.”

Kim Dragstrup referer til en undersøgelse, som Dansk Sejlunion lavede for et par år siden. Den viste at Sjælland er blevet ”for stor”. Der er ingen der ønsker sejladser over 24 timer. Også Sankt Hans, fodbold og andre store sportsbegivenheder trækker sejlerne væk fra kapsejladsen, for ikke at nævne problemet med at få gaster. Det er en kedelig udvikling, som Kim Dragstrup håber snart vender.

Svært at få sponsorer

Det er også svært, at få sponsorer til et stævne, der har færre og færre deltagere.

”Scandlines stiller troligt op, hvert år,” siger Kim Dragstrup, ”men det er nok med lidt mindre engagement end tidligere. Det er ikke godt når det bare går nedad.”

Du kan nå det endnu

Det er stadig muligt at tilmelde sig. ”De 50% der kommer oveni startgebyret kan det godt være vi glemmer.” Slutter Kim Dragstrup.

Herlig vejrudsigt

Vejrudsigten ser i skrivende stund lovende ud: 18-22 graders varme, sol, og vind i 7-10 m/s fra en vestlig retning.

1. start går ca. kl. 10 fredag d. 25. juni på den store bane gennem Grønsund, på ca. 232 sømil. 

Se mere om Sjælland Rundt her: www.sjaellandrundt.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader