Hestens Staldtips til Fyn rundt sejlerne
Topsejleren Michael Hestbæk giver fremover gode råd til læserne. Her er 10 tips til Fyn rundt-sejlerne. Har du også gode ideer?
I de næste par uger sejles Palby Fyn Cup fra Bogense og Classic Fyn Rundt fra Kerteminde. Minbaad.dk har bedt vores samarbejdspartner Michael Hestbæk om et par råd.
Blandt venner kaldes Hestbæk for 'Hesten' og her er hans staldtips i prioriteret rækkefølge til distancesejladserne:
1. Sejl med hyggelige venner i disse to sejladser og fortæl nogle røverhistorier om natten.
2. Kend vejrudsigten, så du ved om du fx skal holde højt hen mod næste pynt.
3. Tag varmt tøj med til om natten, hvis du fryser kan du ikke koncentrere dig om at sejle.
4. Tag god mad med, en gryderet fx og godt med chokolade og vingummi.
5. Ingen alkohol under sejladsen. Du bliver træt og ukoncentreret i den friske luft.
6. Tjek masten før sejlads. Træk hjem i hækstaget og se om undervantene er for stramme, især når du har bagudvendte sallingshorn. Hvis undervantene er for stramme, så kan du risikere, at masten er for ret og dermed er der for meget forkurve i storsejlet. Tjek også om forstaget falder for meget ud.
7. Pas på ikke at skifte forsejl for hyppigt. Overvej om du kan hente det tabte ind, for du går let tre knob langsommere når du kun sejler med storsejl.
8. Lav to hold, der skifter til at sejle. Men er du fx otte mand, så send aldrig mere end to mand ned. Og de skal altid sove i luv på kryds, hvis der er meget vind, for at båden ikke krænger for meget.
9. Roter generelt på pladserne, så samme mand fx ikke styre båden i mere end 3-4 timer.
10. Tal ordentligt til hinanden. Skældsord er forbudt fordi det tager intiativet fra gasterne. Hvis du lige er blevet kaldt for en idiot, så vil du bare i land og kan ikke yde det bedste.
Hestbæks Blå Bog:
Michael Hestbæk har 20 internationale medaljer fordelt i Star, Laser, 49er og Drage blandt andet. Han er tidligere europamester i Laser, Star og 49er. Han har deltaget i tre olympiske kampagner.
En America's Cup-satsning med Jesper Bank har den 41-årige Vallensbæk-sejler også på sit CV. Nu giver han råd i den nye serie: Hestens Staldtips.
Har du også gode råd til Fyn-rundt-sejlerne, så skriv det gerne i kommentarfeltet, tak.