Stævne haves, joller søges - se Dan Ibsen-kommentar
505- og Trapezklassen holder fælles DM i Vallensbæk Sejlklub i 2011, men vil gerne have flere klasser med til et stort jolle-DM.
Tom Bøjland fra 505-klassen siger til minbaad.dk.
”Vi vil gerne have så mange andre klasser med som muligt , og da Vallensbæk Sejlklub er kendt for at lave nogle rigtig gode stævner håber vi, at andre jolleklasser ”hægter” sig på.”
”Det er faktisk tyskerne der har spurgt, om det kunne blive Vallensbæk Sejlklub i 2011. De har været der før, og er meget glade for mange sejladser og Vallensbæks professionelle måde at gribe tingene an på.”
Der forventes allerede nu stor udenlandsk deltagelse, da DM kommer til at fungere som ”tune up” for 505 klassens EM der sejles i Italien ugen efter. Tom Bøjland regner med ca 25 både i 505-feltet.
”Vi vil meget gerne have flere klasser med til stævnet, der afholdes den 20.-21. august 2011. Alle jolleklasser er velkomne, både ungdomsklasserne og de ”gamle”. Det handler både om god stævneøkonomi, men også om, at det er sjovere med mange både på vandet. Og så er der også lidt for medierne,” slutter Tom med et smil.
Jolleklasser der er interesserede og hvor datoen passer, kan enten kontakte Tom Bøjland på tombojland@gmail.com eller Michael Bernfeld fra Vallensbæk Sejlklub på mb@vallensbaek-sejlklub.dk