Find et vrag
Miljøministeriet vil have hjælp til at få et overblik over efterladte og sunkne fartøjer i danske farvande, så de danske kyster ikke bruges som skibskirkegårde. Du kan hjælpe.
By- og Landskabsstyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen beder om hjælp, til at finde efterladte og sunkne fartøjer i de danske farvande. Det kan være lystbåde, fiskefartøjer, arbejdsfartøjer, fragtskibe eller synlige skibe, og om de ikke har været benyttet i længere tid.
Det er skibe over fem meter, som er misligholdte, måske delvist sunkne, men som er synlige, og hvis generelle vedligeholdelsestilstand er meget ringe. Bådene skal have været opankrede i en længere periode.
Også skibe med en længde under fem meter kan indberettes, hvis de har mast eller indenbords motor. Desuden ønskes oplysninger om skibsvrag, hvis dele af vraget bryder vandoverfladen.
Kan du oplyse om skibene er af metal eller træ, samt et skøn over størrelse og omtrentlige placering, vil det lette arbejdet en del.
Både, der er sunket eller efterladt i havne, er ikke omfattet af undersøgelsen.
Meld det til din havnefoged
Det er din lokale havnefoged, der skal indberette eventuelle fund, men har du kendskab til vrag eller efterladte både på kyster, kan du fortælle din havnefoged om det, så sørger han eller hun for at indberette det.
FLID (Foreningen af Lystbådehavne i Danmark), der samarbejder tæt med By- og Landskabsstyrelsen, opfordrer derfor alle, der har kendskab til efterladte og sunkne fartøjer, til at indberette det.
Fristen for at indberette oplysninger er d. 11. oktober 2010.