Somaliske pirater: Alle sejleres mareridt
Det kan have lange udsigter før de kidnappede danske sejlere bliver løsladt. Det er alle sejleres mareridt, siger Mikkel Beha Erichsen, søn af Troels Kløvedal.
"Det er alle sejleres mareridt." Sådan siger Mikkel Beha Erichsen til TV2 nyhederne efter kapringen af et dansk sejlskib i Det Indiske Ocean. Mikkel Beha Erichsen er søn af langturssejleren Troels Kløvedal, og har sejlet på verdenshavene siden han var barn.
"Der sidder en familie, der formentlig har et par somaliske pirater i cockpittet i deres egen båd. Man skal forestille sig et område på størrelse med en campingvogn, og nu skal de så gennem syv-otte dages sejlads med de her bevæbnede pirater ind til Somalias kyst. Det kan næsten ikke være værre," siger han.
Ni danske gidsler ialt
Familien fra Kalundborg, der blev bortført sammen med to danske gaster, er Birgit Marie og Jan Quist Johansen og deres tre børn Rune, Naja og Hjalte på hhv. 14, 12 og 10 år. Båden en Dynamic 43 ved navn ING, som har Kalundborg som hjemhavn.
Jordomsejlingen startede i august 2009, og sejlturen skulle vare til sensommeren i år.
Den 23. februar, dagen inden at familien udsendte et nødsignal, skrev familien på deres blog:
”Der er ikke sket en disse ud over det normale, undtagen at vi holdt halvvejsfest. Vi lavede lektier, satte fiskegrejet, vagter, sove, læse og forfra igen. Så et skib klokken 9 om aftenen på min vagt. Vinden aftog hen over morgenen, så vi rebede ud. Og vi er IKKE blevet bordet af pirater.”
I dag ville Mikkel Beha Erichsen ikke turde krydse Det Indiske Ocean, hvis han var sammen med sine børn.
I øjeblikket er et andet dansk fragtskib, 'Leopard', i piraternes kløer med to danske søfolk om bord. Skibet blev kapret den 12. januar i år ud for Oman i Adenbugten.
Hold jer væk
”Hold jer væk.”
Så kontant lyder rådet fra Dansk Sejlunion. Souschef i Dansk Sejlunion Steen Wintlev-Jensen siger til Ritzau, at pirateriet i Det Indiske Ocean over de senere år har udviklet sig på en måde, så det er direkte farligt for lystbåde at sejle i de piratfyldte farvande.
”Piraterne er så kyniske og desperate, at de tager alt og alle, de kan komme i nærheden af. Derfor er vores råd til medlemmer, der pønser på at begive sig ud på langtur: Hold jer væk,” siger Steen Wintlev-Jensen. ”Der er visse steder i verden, man skal holde næsen fra, og de piratfyldte farvande ved Afrika er et af dem.”
EU-flåde melder pas
Kaptajn Paddy O’Kennedy, der er talsmand for den europæiske flåde i Somalia, siger til Politiken.dk.
”Vi eskorterer ikke lastfartøjer, vi eskorterer ikke handelsfartøjer, og vi eskorterer ikke lystbåde. Desværre kan vi ikke forholde os anderledes til lystbådene i området. For vi har ikke nok skibe og ressourcerne til at gøre det.”
Hans råd til kommende sejlere, der har tænkt sig at begive sig ud på en sejlads omkring Afrikanske Horn og i Det Arabiske Hav er kort og godt: ”Hold jer væk”.
Op til et halvt år
Det danske krigsskib 'Esben Snare' er blevet omdirigeret til det område i Det Indiske Ocean, hvor det danske skib befinder sig. Ifølge Udenrigsministeriet bliver de tilfangetagne gidsler nu fragtet til Somalias kyst, men Udenrigsministeriet er i øvrigt tavse omkring eventuelle forhandlinger med piraterne. Mange mener at det kan tage op til et halvt år før gidslerne bliver løsladt.