Gå til hoved-indhold
Den engelske duo, bestående af de to ingeniører Mark Byass og Mike Sayer, håber på at kunne barbere rekorden ned til 38 dageKort Nyt
Den engelske duo, bestående af de to ingeniører Mark Byass og Mike Sayer, håber på at kunne barbere rekorden ned til 38 dage

Nøgne ingeniører krydser Atlanten med tre knob

En specialkonstrueret vandcykel i kulfiber med et to-fasers remtræk og en propel skal bringe to engelske ingeniører over Atlanterhavet på 38 dage.

Af Troels Lykke |

Den futuristiske vandcykel bliver to halvgale engelske ingeniørers hjem i op til tre måneder, når de fra december næste år skal forsøge at krydse Atlanterhavet.

Fremdriften skal de selv sørge for ved at træde i pedalerne, menuen kommer til at bestå af blandt andet chokolade og energibarer, og strøm til GPS, satellittelefon og den medbragte iPod kommer udelukkende fra to solpaneler, som er monteret på taget.

Lyder det vanvittigt?

»Med fuld last vil båden veje ét ton. Det er skræmmende. Vi vil skulle træde i pedalerne i to timer ad gangen og så to timer fri, 24 timer i døgnet i op til 90 dage på det åbne hav. Vi må være lidt skøre,« indrømmer den ene halvdel af duoen, Mark Byass, til engelske The Engineer.

Et Stealth-fly på vandet
Kun én gang tidligere er det lykkedes nogen at krydse Atlanterhavet på vandcykel, og da tog det 111 dage.

Den engelske duo, bestående af de to ingeniører Mark Byass og Mike Sayer, håber på at kunne barbere rekorden ned til 38 dage, men er – trods alt – realistiske nok til at kalkulere med forsyninger til godt og vel tre måneder, det skriver ingeniøren på ing.dk.

Hovedingrediensen i deres rekordforsøg bliver – udover den solide dosis energibarer, chokolade og peanuts – naturligvis deres specialkonstruerede vandcykel.

Med sin aflange, slanke krop, skarpe kanter og spidse snude ligner den dog snarere en maritim udgave af et Stealth-fly end en vandcykel på Amager Strandpark.

Men det er også meningen, for det eneste, der kommer til at føre fartøjet frem, er de to herrers maniske trampen i pedalerne, og derfor skal designet maksimere bådens stabilitet i vandet og minimere vandmodstanden.

To fasers remtræk sørger for fremdriften
Vandcyklen – i mangel af bedre ord – er otte meter lang, halvanden meter bred og halvanden meter høj.

Det er en enkeltskrogskonstruktion i kulfiber med en skumkerne, og som nævnt sørger to solpaneler bag ved cockpittet for at levere strøm til GPS, satellittelefon, radarmodtager, belysning, videosystem og en medbragt iPod med 40.000 numre.

Selve pedalerne befinder sig inde i det minimalistiske cockpit, og et to-fasers remtræk styrer den specialkonstruerede, tvillingebladspropel, som fører fartøjet fremad.

Forudsat at de to styrmænds bentøj fungerer upåklageligt, kan de se frem til at krydse oceanet med en fart på tre knob, svarende til knap 5,6 km/h.

Dog kan den fart blive øget til 15 knob, når vandcyklen glider ned af det åbne havs bølger.

3D-scanninger af numsen
Med sine kun halvanden meter i højde og bredde er komfort naturligvis et penibelt emne.

Eksempelvis kan duoen kun stå oprejst, hvis de står med hovedet ud af lugen lige bag cockpittet, og faktorer som siddesår har fyldt meget i forberedelserne, fortæller de til The Engineer.

Af samme grund har begge mænd fået foretaget 3D-skanninger af deres bagdel og ryg for at optimere sæderne i cockpittet, og af samme grund vil de tilbagelægge hele rejsen i nøgen tilstand.

Dermed er der ingen tøjvask at spekulere på, og samtidig minimerer det risikoen for saltvandssår.

Kilde: Ingeniøren

Motor
content-loader
content-loader
content-loader