Gram-Hansen og Køstners årlige budget: 5 mio. kr.
Næste år skal Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner deltage i Extreme Sailing Series og det koster 4-5 mio. kr. -Det er billigt, fortæller rorsmanden Gram-Hansen, der nu jagter en stor sponsor.
Prisen på Gram-Hansen og Køstnes Extreme 40 er hemmelig, men med en tilhørend RIB med gigantiske motorer på, så har de næppe betalt under 2,5 mio. kroner lyder et gæt, der bekræftes af kilder i sejlermiljøet.
Men her stopper det ikke, for Gram-Hansen fortæller til BådNyt, at det årligt vil koste 4-5 mio. kroner at deltage i Extreme Sailing Series.
Storsponsor
-Det er det beløb vi har budgetteret for drift, entryfee og afskrivninger, men det er endda billigt, siger Gram-Hansen, mens han viser båden frem i Fredericia under bådudstillingen. Pengene til driften og formodet banklån skal komme fra flere steder.
De fleste penge til Aarhus-holdets satsning, skal imidlertid komme fra en storsponsor.
-Sejlere har taget rigtigt godt imod vores projekt, men det afgørende bliver om vi har en god dialog med erhvervslivet, så de forstår at her har man mulighed for at blive eksponeret godt, siger Jes Gram-Hansen.
VIP: 10.000 kr. per person
Allerede nu har ti firmaer købt VIP-sejladser, hvor det typisk koster 10.000 kroner for hver medarbejder at deltage i landets ultimative mest oplevelsesrige tur for firmaer.
Båden kan let sejle 35 knob under rigtige omstændigheder, men den kan samtidig også vælte.
-Folk kan jo ikke mærke om de sejler 20 eller 25 knob, så det handler om at sejle sikkert, siger Jes Gram-Hansen blandt andet i interviewet i BådNyt.
Køstner og Gram-Hansens projekt: www.extremechallenger.dk