Derfor Torm-prisen: Fra ingen til 30 sejlere - se nu video
Vi taler med Jesper Jespersen fra Solbjerg Søsport, en ægte succes-sejlklub, som voksede fra ingen unge til 30 styk på seks år og skaffede nye klubjoller. Nu er en Laser-fleet på vej til voksne.
Jesper Jespersen sejler J/80 til dagligt, men han har samtidigt brugt masser af tid på Solbjerg Søsport, hvor hustruen Helle Jespersen er ungdomsformand og hvor sønnen Mads er aktiv i Flipper-jolle.
Der er nu 30 unge fra 8 til 15 år – de har bådtyperne Flipper, Feva, Opti og Laser. Lige nu drøner Jesper Jespersen rundt på den syv kilometer lange sø, der er under en kilometer bred.
For seks år siden var der ingen unge i klubben, der også har aktive i kajak og roning.
”Vi har total god is i øjeblikket, så vi får sejlet en del på søen,” siger Jesper Jespersen, der også ser frem til VM i J/80 i år i Dragør.
Vi står i det fornemme Torm på fjerde sal i den eksklusive Tubog Havn. Tidligere direktører fra Torm hænger i lokalet og de kigger ud mod os, hvor Solbjerg Søsport lige er blevet hædret med Torm Prisen 2010, hvor der fulgte 10.000 kroner med.
Flere nye unge end Århus-klubber
”Vi fik tolv nye i vores ungdomsafdeling, så vi slog en af klubberne inde i Århus med flere nye, det kan jeg da godt more mig over,” siger Jesper Jespersen til minbaad.dk, mens han får et velfortjent glas hvidvin.
Tidligere hængte sejlklubben plakater op og var på skoler og gøre reklame for sejlklubben, men nu kommer de selv, fortæller Jesper Jespersen.
Den lille klub har skovlet penge ind, fx har de fået 35.000 kroner af en lokal kiosk, der skulle bruge spillepenge på noget sport.
Men det er Djurslands Bank, der er største sponsor i klubben. For de penge er der købt joller til de unge, og nu skal klubben have en følgebåd mere.
Laser-sejlads for voksne
”Næste projekt er at få de voksne til at sejle Laser-joller, vi har syv af dem nu og vi er allerede nogle der er i gang.” siger Jesper Jespersen, der har været med til at sætte brugte både i stand, som klubben har fået foræret.
Torm fortæller at de er glade for at støtte bredden i sejlsporten. Hans Natorp, formand for Dansk Sejlunion, fortæller at han er glad for at Torm tænker på helheden og ikke kun eliten, når de støtter en lille klub som Solbjerg Søsport.
Hans Natorp, der selv kommer fra Aarhus, fortalte at han havde mødt den lille klub på sommerlejr sidste år på Tunø. DS-formanden udtrykte på prisuddelingen, at den lille sejlklub er i stand til at vise vejen, med ungdoms- junior og voksenafdeling.
Prisvindere: Fra venstre Peter Munkvad, Helle Jespersen, Jesper Jespersen, Mads Jespersen og André Østergaard. Foto: Troels Lykke