Kronprinsen: Bureaukrati skræmmer ledere væk
Færre vil være kasserer og formand i en klub på grund af mere og mere papirarbejde. En ny undersøgelse viser til gengæld stor stigning i antallet af frivillige trænere i DIF-idrætten.
Idrættens frivillige var det helt store tema på DIF-kongressen, der blev åbnet i går af HKH Kronprins Frederik, statsminister Lars Løkke Rasmussen, Katrine Pedersen fra kvindelandsholdet i fodbold samt DIF’s formand Niels Nygaard.
Hovedresultaterne fra den største undersøgelse, der nogensinde er gennemført blandt de 10.500 foreninger i Danmarks Idræts-Forbund (DIF), blev præsenteret. Der er omkring 360.000 frivillige ledere, trænere og hjælpere alene i DIF’s 10.500 foreninger.
Svært med lederposter
”Det er fantastisk flot, at DIF-idrætten har 360.000 frivillige. Rekruttering og fastholdelse af frivillige er foreningernes største udfordring, men det lykkes alligevel, og det frivillige fundament i foreningerne er intakt. På træner- og instruktørsiden står det godt til med en stor stigning i antallet siden 2004. Det er til gengæld svært for foreningerne at rekruttere til de tunge lederposter såsom formand og kasserer, og opgaverne hænger på for få personer," siger DIF's formand Niels Nygaard og fortsætter:
"DIF vil bruge undersøgelsen til at overbevise de offentlige myndigheder om, at hverdagen skal gøres lettere for de frivillige. DIF’s foreninger skal kunne beskæftige sig med idrætsaktiviteten og udvikling af foreningen og ikke udsættes for bureaukratisk bøvl. Og så skal samfundet og foreningernes nære omgivelser blive meget bedre til at anerkende de frivilliges kæmpe indsats,” siger DIF’s formand Niels Nygaard.
Kronprinsen slog fast overfor et talstærkt pressekorps, at for meget papirarbejde skræmmer nye formænd og kasser i klubberne.
Svært i fodbold, håndbold og badminton
Med undersøgelsens resultater i hånden vil DIF se nærmere på, hvilke udfordringer de forskellige typer idrætsforeninger slås med.
Blandt andet oplever de store foreninger med (børne-)idrætsgrene som fodbold, håndbold og badminton de største problemer med at skaffe nok frivillige.
Og så vil DIF se nærmere på de 20-39-årige, der i dag kun udgør 42 % af de frivillige i forhold til 50 % i 2004 – andelen af frivillige over 40 år er steget tilsvarende.
Undersøgelsen er gennemført af Idrættens Analyseinstitut og Syddansk Universitet på vegne af DIF og med støtte fra Tuborgfondet, der har doneret 4,5 millioner kroner til DIF til frivillighedsprojekter i 2011.
Se hovedresultaterne fra frivillighedsundersøgelsen foretaget blandt DIF’s foreninger på www.foreningsliv.dif.dk
Problemet med for meget bureaukratif for klubberne ligger i de enkelte kommuners håndtering, mener statsminister Lars Løkke, der var med på DIF-kongres en times tid. Foto: Troels Lykke