Gå til hoved-indhold
En glad og træt besætning i mål Helsingør havn, efter halvandet døgn i regn og rusk. Skipper Niels Kjøng i forgrunden, Finn Nielsen (tv), lidt gemt bag skipper, Anders Jacobsen, Anders Høck Hansen og Ravn Larsen. Foto: heurekaKapsejlads
En glad og træt besætning i mål Helsingør havn, efter halvandet døgn i regn og rusk. Skipper Niels Kjøng i forgrunden, Finn Nielsen (tv), lidt gemt bag skipper, Anders Jacobsen, Anders Høck Hansen og Ravn Larsen. Foto: heureka

Sjælland Rundt: en våd affære

Sjælland Rundt blev vejrmæssigt som den plejer – lidt af hvert. Dog var det lidt vådere end normalt fortæller Niels Kjøng, der sejlede i DEN 59 Heureka, en Athena 35. Læs beretning.

Af katrine bertelsen |

Kl. 10.00 fredag gik 1. start i årets Sjælland Rundt for store både, der skal gennem Grønsund. 25 både var tilmeldt og 24 mødte op til start.

Blandt de startende både var Niels Kjøng fra Hellerup Sejlklub i sin Athena 35, Heureka med ialt fem mand om bord.

Niels Kjøng fortæller:

-Vi startede i 5-6 m/s fra vest, frem mod Gilleleje. Solen skinnede og det var dejligt tørvejr. Klokken ca. 21.45 nåede vi revet ved Sjællands Odde. Vi går nu 7 knob og holder på mod Røsnæs med slæk på skøderne og et reb i storen.

-Ved Røsnæs kan vi falde af til en halvvind. Det er ikke spilervejr, det blæser 12 m/s og det er buldermørkt. Lidt senere kan vi rebe ud og går for fulde sejl sydpå mod Storebæltsbroen, hvor vi er lørdag morgen ved 5-tiden. Ved broen spiler vi fokken og det går for fuld fart ned mod Smålandshavet.

-I Smålandshavet er der meget store bølger, og vi surfer med 14 knob ned ad bølgerne. Det er virkelig vildt og sjovt. Båden bliver hårdere og hårdere på roret, så vi vælger at sætte et enkelt reb i storen.

X79 kæntring

-Farøbroen passerer vi ved 9-tiden, og vi er ret alene. På det tidspunkt har vi ikke set andre både udover en X79 der laver en luv kæntring. Da vi har sikret os, at der ikke er nogen der er gået over bord, og de ser ud til at have styr på situationen, sejler vi videre mod Grønsund. X79eren vandt vist iøvrigt deres løb!

-I Grønsund er der ingen bølger, til gengæld blæser det rigtig meget. Vi laver en masse bomninger og er ved at være noget trætte. Vi får varm mad ved middagtid i Grønsund, det var tiltrængt.

-Vi fortsætter på bidevind forbi Stevns kl. 17.20 lørdag eftermiddag og har en god men våd tur over Køge Bugt.

Det regner

-Lige syd for Amager rammer vi tordenvejret, der satte København under vand. Vi slipper billigt, og får ikke den massive regn som mange andre fik. Men kæmpeskyen fik vinden til at dreje 90 grader, så det var bare med at følge med.

-Turen op gennem Øresund var nogenlunde tør – det meste af tiden – men vinden var meget ustabil op til Middelgrunden. Vi fik varm mad igen kl. 24 lørdag nat, lige syd for Hveen.

-Det har været en arbejdsom tur, med rigtig megen regn og buler på Kattegat. Vi havde et kvarter i Køge bugt, hvor det ikke regnede eller sprøjtede forfra! Men ingen blev søsyge og humøret har været højt hele vejen. Vi har ødelagt et par sejlpinde i fokken, men ellers holdt båden til strabadserne. Vi har lidt ondt i bagdelen af at sidde på en kold og hård lønning, men det har været en god tur.

Heureka gik i mål i Helsingør søndag morgen kl. 2.26.28 og fik en tredjeplads i deres løb. De ærgrer sig lidt over, at der kun var 40 sekunder op til andenpladsen.

Niels Kjøng undrer sig lidt over, at der ikke er flere der sejler Sjælland Rundt.

“For det er da en stor oplevelse, og det er en spændende sejlads.”

Selv har han sejlet turen omkring 33 gange, det nøjagtige tal kan han ikke huske.

Sjælland rundt i tal:

57 var tilmeldt sejladserne
44 til Sjælland Rundt
10 til Hesselø Rundt Twohanded
3 til Hesselø Rundt

5 kom ikke til start
12 er på nuværende tidspunkt udgået (lørdag formiddag)

Første båd Sjælland Rundt gennem Grønsund gik i mål Kl. 15.31.44. Essex Girl gik over mållinjen med skipper Jan Olesen og dens 13 m/k store besætning.
De havde haft en spændende tur med god fart i båden, men nåede præcis ikke at når deres mål på en omsejlingtid på 28 timer.

Sidste båd gik i mål søndag kl. 13.25 og årets Sjælland Rundt er dermed forbi. Det blev IFéren Femmeren fra Rungsted med skipper Jørgen Kock der fik fornøjelsen af at høre afslutningsskuddet da han gik over målstregen kl. 13.25 Søndag. Besætningen var træt, men alle havde haft en fin tur.

Se alle resultater og læs mere på: www.sjaellandrundt.dk


Tørvejr! Niels Kjøng ved spillet, Anders Høck Hansen ved roret, Finn Nielsen og Anders Jacobsen nyder tørvejret. Foto: Ravn Larsen

Motor
content-loader
content-loader
content-loader