2. pladser til Bank og Ulrikkeholm i Kiel
En dum fodfejl, der udløste en protest, sendte Morten Ulrikkeholm ned på en andenplads til weekendens Regatta MAIOR i Kiel. Også Jesper Bank måtte nøjes med en andenplads.
Et imponerende felt bestående af nogle af de bedste og mest vindende besætninger i international kapsejlads mødtes i weekenden i Kiel til den årlige regatta MAIOR , der traditionelt er startskuddet på årets kapsejladssæson.
I prestigeklassen X-35 kæmpede danske Morten Ulrikkeholm og ”Oxygen” mod tyske Torsten Bastiansen og ”Xen” om førstepladsen lige til det sidste. På grund af en protest var det under præmieuddelingen sent søndag stadig uvist, hvilken af de to både, der ville løbe med den samlede sejr. Men tyske ”Xen” endte med at tage årets første titel med et bølgeskvulps marginal ned til Morten Ulrikkeholm på andenpladsen.
”Vi endte med at indkassere en straf, fordi vi ikke havde indskrevet Michael Hestbæk korrekt til en af sejladserne,” erkender Morten Ulrikkeholm, da det igen er blevet hverdag.
Begge både sejlede med Elvstrøms EPEX-sejl, og det samme gjaldt for klassens nummer fire, den tyske båd ”NiRaMo X-treme”.
I ORCi-klassen var salgsdirektøren hos Elvstrøm Sails, Jesper Bank, hoppet om bord på den tyske First 40 ”Westwind” og fik sejlet den tyske båd i mål på en samlet andenplads fire point foran svenske Lena Having og hendes IMX 40 ”Gertrud”. Også ”Westwind” og ”Gertrud” sejler med EPEX sejl, og det er svenskernes første sæson med Elvstrøm sejl, og tredjepladsen i det skrappe felt lover godt for resten af sæsonen.
Elvstrøm Sails glæder sig over samarbejdet med de tre teams bag ”Xen”, ”Oxygen” og ”Gertrud” der alle indgår i sejlloftets udviklingsarbejde. De meget fine resultater i Kiel giver god grund til optimisme, og for de to X-35’eres vedkommende bliver det spændende at følge, hvordan deres indbyrdes duel kulminerer, når Aarhus til september inviterer til festuge og VM for X-35.
Se alle resultaterne her: www.kyc.de/regatten/maior
Kilde: Pressemeddelelse, Elvstrøm Sails A/S