Schütt og Lindberg på vej i top ti ved EM
Maiken Schütt vandt 7. sejlads, mens Alberte Holm Lindberg var tredjebedst af alle på en dag, hvor begge Laser Radial-sejlere kæmpede sig ind i top 10 i Helsinki.
Efter tirsdagens pointmæssige danske dukkert var der igen sol og danske smil på havnen i Helsinki, hvor europamesterskaberne for de olympiske bådklasser afvikles i disse dage.
Årsagen til de danske smilene var, at både Maiken Schütt og Alberte Holm Lindberg efter dagens to sejladser i høj grad nu kan øjne en plads i fredagens Laser Radial-finale, hvor kun de ti bedste både deltager.
Bedst i dag gik det for Alberte Holm Lindberg, der ifølge holdkammerat Schütt havde ’en sygt god dag’. I tørre tal dækker det over, at Lindberg var 4. og 8. bedste båd i onsdagens to sejladser, hvilket sender hende fra en placering som nummer 21 op til EMs samlede 10. plads.
Med de sammenlagte kun 12 point var Aabenraa-sejleren faktisk dagens tredjebedste sejler i det 55 både store felt. Kun kroaten Tina Mihelic og kineseren Lijia Xu var med 7 og 9 point bedre end Alberte. De to indtager nu henholdsvis tredje- og andenpladsen i den åbne stævne.
'OK' at vinde
Også Maiken Schütt havde en rigtig god dag, der resulterede i tre point mere end Alberte. De fordelte sig til gengæld fordelt på en sejr og en 14. plads. Sejren var den foreløbige kulmination på en indsats, der dog kun får prædikatet ’OK’ fra den danske sejlerpige.
”Stævnet har indtil videre formet sig efter planen, selvom jeg har haft nogle sejladser, hvor jeg føler, at jeg havde nogle muligheder, jeg burde have udnyttet bedre. Det har været svære forhold, hvor det har primært handlet om at holde en stabil serie og ikke lave for mange dumme point. Men når det kommer til stykket, tror jeg, at held og uheld er blevet fordelt meget lige i de sidste par dage,” fortæller Maiken Schütt.
Det personlige EM-mål for Schütt er en placering blandt de otte bedste, og med dagens resultater ser det absolut stadig ud til at være indenfor rækkevidde.
”Laver jeg bare en placering blandt de ti bedste i morgen, så burde jeg være ret godt med og sikker på en finaleplads,” lyder danskerens taktik for torsdagens sidste to sejladser inden finalen fredag.
Hver dag under EM kan man følge de danske sejlere med live tekst-opdateringer på www.sejlsport.dk/Direkte eller på den nye mobile version på m.sejlsport.dk.
Danske placeringer
Laser Radial, 8 sejladser, 111 deltagere
8. (14.) Maiken Schütt
10. (21.) Alberte Holm Lindberg
19. (24.) Anne-Marie Rindom
32. (41.) Sarah Gunni
Laser, 7 sejladser, 140 deltagere
22. (36.) Thorbjørn Schierup
56. (60.) Mads Bendix
65. (62.) Michael Hansen
73. (70.) Magnus Kældsø
Link
Stævnets officielle hjemmeside: www.openeuropeans2011.com/