Gå til hoved-indhold
Et kig ud over Atlanterhavet ved Biscayen. Foto: Michael Vogelius.Kapsejlads
Et kig ud over Atlanterhavet ved Biscayen. Foto: Michael Vogelius.

Danske europa-sejlere ryddede bordet i Sydfrankrig

105 Europa-sejlere har sejlet ved Bordeaux. 15 danske sejlere deltog og fem af dem endte i top 5.

Af katrine bertelsen |

De danske Europa-sejlere er i rigtig god form. For få uger siden ryddede de præmiebordet i Schwerin og nu har vikingerne været på togt i Bordeaux, Frankrig.

Her snuppede de danske sejlere de 5 første pladser, og 9 ud af 15 danske var i top 25. Der var ellers mange konkurrenter på startlinien - hele 105 både fra 5 lande.

Vinder blev Anna Livbjerg, foran Frederik Rask, Jacob Cholewa og Lau Zachariasen. Verdensmesteren Tobias Hemdorff måtte i den svage vind "nøjes" med en 5. plads.

- Det var lige mit vejr, siger Anna Livbjerg, som med et smil for fortsætter. Det var en super hyggelig tur som var meget social. Samtidig er det altid lærerigt at prøve noget anderledes og nye forhold.

Turen var arrangeret af Michael Vogelius og Europaklassens Grand Old Man Jørgen Holm, som også selv sejlede med.

-Det er herligt at de danske Europa-jolle sejlere er respekterede og populære. Da de spanske sejlere hørte at vi kom, så meldte de sig også til, siger Jørgen Holm, som er sejlmager og hovedleverandør til klassen i hele Europa.

En af de sejlere der var med i Bordeaux for første gang var David M. Sander som fortæller.

- Det var rigtig dejlig varmt, men desværre betød det også, at der var max 4 m/s og ofte springende vind, og vi nåede desværre kun 5 sejladser på de 4 dage. Jeg og andre føler os meget velkomne i klassen. De andre sejlere er flinke til at dele erfaringer og vi har det rigtig sjovt.

Godt sammenhold

Michael Vogelius lægger vægt på det gode sociale sammenhold i klassen. - Vi havde lejet nogle luksussommerhuse billigt og boede sammen på kryds og tværs, hvilket betyder at der i fritiden deles viden, siger han. Alle 16 sejlere spiste sammen, hvor vi bl.a. fik kanin og østers og nød den flotte solnedgang i Biscayen.

De unge sejlere er i øvrigt meget engagerede i klasseorganisationen. En af de nye bestyrelsesmedlemmer er Jacob Cholewa som fortæller, at der den 11.-13. november er en teambuilding event på idrætshøjskolen i Århus.

- Vi har også allerede aftalt julefrokost i Sønderborg den 17. december, siger Jacob og slutter med at fortælle at der desuden er masser af andre vintertrænings-tilbud i bl.a. Kaløvig, Skovshoved og Sønderborg.

Klik her og se resultater fra Bordeaux samt nyt fra klassen:

www.europeclass.dk

www.cerclevoilebordeaux.com

Kilde: Pressemeddelelse, Europe Class Denmark

De 15 danske vikinger på togt i Bordeaux. Anna Livbjerg (forrest i gult) vandt og der var 5 danske i top 5 ud af 105 startende. Foto: Michael Vogelius

Motor
content-loader
content-loader
content-loader