Nye normer for VHF DSC klasse D
OPDATERET: Der er er kommet nye standarder for VHF DSC klasse D. Det kan betyde at din radio ikke overholder de nye krav fra ETSI. Lystsejlere kan roligt sejle videre.
En ganske betydelig del af de VHF DSC, klasse D, som nu findes på markedet, overholder ikke de nye standarder – faktisk er det langt de fleste, der p.t. sælges i bl.a. Danmark, som ikke klarer kravene mere.
The European Telecommunications Standards Institute (ETSI), der bl.a. har ansvar for standarder for radioer, der anvendes i skibe og fartøjer i Europa, har udsendt nye normer, der skal overholdes af producenter og importører af maritime VHF DSC klasse D. Klasse D anvendes i ikke‐SOLAS skibe, f.eks. i arbejdsbåde, fiskerfartøjer og lystbåde.
De fleste producenter og importører har sikret sig, at deres produkter overholder kravene eller har trukket deres produkter tilbage fra markedet.
Rederier, skippere og lystsejlere, der står for at anskaffe VHF DSC i klasse D skal derfor sikre sig, at det produkt, som de står for at købe og installere om bord er lovlige og overholder de nye normer. Der er masser af produkter på markedet med CE‐mærkning, men denne mærkning er desværre ikke nok, så det er vigtigt, at man spørger forhandleren, om VHF DSC’en overholder de nye standarder, og at man på fakturaen sikrer sig returret, hvis det ikke er tilfældet.
Klavs Torp fra Polaris Electronics A/S oplyser, at Sailor 6215A VHF DSC (radioen på billedet) opfylder alle de nye krav, og at dette er bekræftet af producenten, Thrane & Thrane A/S.
Betyder ikke noget for fritidsejlere
Mogens Larsen fra VHF skolen i Herlev fortæller, at det ingen praktisk betydning har for lystsejlere, da lystbåde ikke er omfattet af radiopligt.
Tryk på Distress-knappen vil stadig virke, med de eksisterende radioer.
Radiopligten omfatter erhvervsfartøjer, hvor Søfartstyrelsen holder radio/skibssyn, og her skal skipper da også have et helt andet certifikat end lystsejlere, nemlig et ROC certifikat.
Udlejningsbåde
Udlejningsbåde er heller ikke omfattet af radiopligt, medmindre du selv er skipper om bord og har betalende passagerer, og evt. lønnet mandskab.
Links:
De teknisk mindede kan se Liaison Statement EN 301 025‐3 V1.4.1 fra ETSI på linket her: www.etsi.org
Polaris: www.polaris-as.dk
VHF skolen: www.vhfskolen.dk