Vintertræning for Contender i Jyllinge – nu med video
12 deltagere fra Danmark, Italien, Tyskland, Norge og en enkelt sønderjyde, trænede i weekenden fra Jyllinge Sejlklub. Træner var tidligere OL-sejler Jesper Pilegaard.
12 deltagere fra Danmark, Italien, Tyskland, Norge og en enkelt sønderjyde, trænede i weekenden fra Jyllinge Sejlklub. Træner var Jesper Pilegaard.
Bjarke Johnsen og Søren Winther Hansen skriver:
Jesper Pilegaard var træner og startede med at sige, at hvis man ikke kæntrede under træningen, havde man ikke presset sig hårdt nok. Det var der vist ikke mange, der troede på med den begrænsede vind, men adskillige endte med kæntringer og svømmeture i det kølige vand. Mission accomplished!
Jesper holdt os til ilden med masser af individuelle kommentarer og opmuntring undervejs. Han fokuserede også meget på at fortælle, hvem der kan finde ud af de forskellige discipliner i Contenderen, så vi ved hvem vi skal kigge efter for at blive bedre.
Sjov vind
Der er udenfor havnen i Jyllinge ikke så meget vand at sejle på, plus der er ret kuperet terræn. der giver ujævn vind. Et par af sejlerne fra Hellerup mente, at vindspringene primært kom på højre fløj når hoveddøren i 2. række fra fjorden blev åbnet – så kom der nemlig gennemtræk i huset, og det kunne vi så mærke på højrefløjen.
Lørdag havde vi 2-4 m/sec. Og fik en masse starter på små baner for at træne manøvrer. Vinden var i øst og det gjorde den meget springende. Det var meget intense sejladser, der gav masser af sved i våddragterne. I den lette og skiftende vind var det evnen til at se områder med vind og læse vindspring, der gjorde den store forskel.
Vi havde to træningspas og om aftenen var der evaluering samt middag sponsoreret af Jyllinge Sejlklub. Det blev en rigtig hyggelig aften.
Ud på fjorden
Om søndagen var vinden lettere og det var småklamt og diset. For at få lidt mere plads foregik sejladserne lidt ude i fjorden. Turen derud var en lille kapsejlads gennem den smalle sejlrende. Ude på det åbne vand trænede vi fart i grupper af 3-4 både, sammensat så sejlerne var på stort set samme niveau. Desværre var vinden lidt for ustabil til at gøre øvelsen helt god.
Senere tog vi en række kapsejladser på en lidt større bane, og fik trænet noget der mindede lidt mere om kapsejlads. Igen skulle man bare have højde, fart og øje for vindpustene for at komme først! Men der var også lidt tilfældighed, så alle prøvede vist at ligge i toppen af feltet.
Hul i skroget
Om eftermiddagen trænede vi nærkontakt på en lille bane: start på læns, slalom op gennem en række bøjer, og et opkryds tilbage til startlinien. Igen var der masser af action, og desværre lidt for meget, da Søren Andreassen blev involveret i en kollision, fik et hul i skroget og måtte udgå for resten af weekenden.
Generelt var der stor hensynsfuldhed blandt deltagerne for at undgå skader, men det betyder ikke, at der ikke bliver diskuteret regler, ret og uret under og efter sejladserne. De tætte sejladser gav en masse træning i boathandling og fart på læns og skæringsben. Her er der meget stor forskel på de dygtige og de knap så dygtige.
Modstrøm!
Vinden døde efterhånden mere og mere, så midt på eftermiddagen sejlede vi endnu en kapsejlads ind mod havnen. Det endte dog i uhæmmet pumpning for at klare modstrømmen i sejlrenden. På det tidspunkt havde vi fået 4 timer på vandet.
Vi holder træningssamling igen til foråret og både tror og håber at der kommer endnu flere både danskere og udlændinge. Vi har nu gennem en årrække haft 2-3 træningslejre om året.
Det er altid med træning på et godt niveau bl.a. fordi vi altid har rigtig gode trænere. Udover Jesper Pilegaard som vi havde denne gang, har vi ofte brugt Peter Hansen, men også Jacob Holst og Michael Hestbæk har været med.
Træningen blev sluttet af med gennemgang af dagens træning. Senere var Jyllinge Sejlklub vært ved en lækker middag i havnens restaurant. Blandt deltagerne blev der trukket lod om et gavekort til Zhik fra Anette og Bjarke, som formanden for Jyllinge Sejlklub vandt.
Har du lyst til at sejle en sjov jolle, hvor der også er et godt aktivitetsniveau så er Contenderen en god mulighed. Man kan altid starte med en tur i vores klubjolle.
Følg med hos Contenderne på: www.contender.dk