Danske sejler-gidsler stadig massivt presset
Kun seks dage efter, at somaliske pirater afviste et tilbud på tre millioner kroner for at frigive de syv danske sejlergidsler, lægger gidseltagerne nu nyt pres på gidslers pårørende. Datter er syg.
Til nyhedssitet somaliareport.com siger piraten Farah Josh, at datteren de to sidste uger har haft feber og kastet op, og at moderen lider af en hudsygdom. Men den creme, som hun bruger mod sygdommen, er nu brugt op.
Da journalisten fra Somalia Report spørger, om der kan komme en læge om bord, når der er barn, der er sygt, svarer piraten, at det vil være vanskeligt, fordi ’man ikke kan stole på nogen’ og at ’den eneste løsning er gennem udbetaling af løsesummen’.
”Vi er trætte af at vente på de 5 millioner dollar i løsesum. Så vi diskuterer nye foranstaltninger. Den eneste forhindring er, at slægtningen til den danske familie kun vil betale 1,3 millioner dollar, så der er stor afstand mellem os”, siger Farah Jones til Somalia Report. Det skriver MaritimeDanmark.
I modsætning til sømænd, der bliver holdt som gidsler, har den danske familie - der har været gidsler siden den 24. februar - intet rederi eller selskab i ryggen, der kan betale en løsesum.
Kilde: fyens.dk