Lærer formodes omkommet efter kæntring
Eftersøgningen af 44-årige lærer fra Lundby Efterskole indstilles efter en dragebåd kæntrede på Præstø Fjord. 4-5 af de 13 elever og en lærer kæmper nu for livet. Formand for sejlklub undrer sig.
Politiet og Søværnets Operative Kommando har fredag eftermiddag ledt med helikopter og både for at finde manden, men uden held.
- Redningsaktionen er indstillet. Kropstemperaturen på den pågældende person vil være så lav, at det ikke længere er muligt at søge efter ham, siger Erik Johansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til ekstrabladet.dk.
Minimal risiko for overlevelse
Politiet oplyser, at eftersøgningen af den 44-årige mand genoptages i morgen langs kysten. Da vandet kun er to grader, og manden efterhånden har befundet sig i det iskolde vand i mange timer, er håbet om, at han overlever minimalt.
- Sandsynligheden for at finde manden i live er meget lille, siger Erik Johansen.
På havnen i Præstø er den dragebåd, som de 13 elever og to lærere var sejlet ud i, anbragt på en trailer.
Den cirka fem meter lange grønmalede båd, som er forsynet med dekorationer i rød farve, dryppede af vand, og der flød også våd sand ud af den, da den lå på traileren, skriver Ritzau.
Formand for sejlklub undrer sig
De fleste almindelige sejlere ville aldrig tage ud på denne tid af året, for når vandet er så koldt som det er, så kan man ikke overleve så lang tid, siger Ole Meriden Pedersen, der er formand for Kalundborg Sejlklub, til ekstrabladet.dk
Alligevel sejlede 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole i dag ud på Præstø fjord i en dragebåd uden motor og sejl.
Båden kæntrede og flere er blevet trukket livløse op af vandet og fløjet på hospitalet.
- Grundlæggende så håber jeg, at de har tørdragter på, for ellers kan de ikke overleve særlig lang tid i vandet på denne tid af året, sagde formanden for sejlklubben.
Kilde: eb.dk