Blæst udskyder afgørelse ved For-OL
Blæst i Weymouth sørger for, at 49eren og Finnjollen får reservedagen fredag inddraget. Jonas Warrer og Søren Hansen holder 10. pladsen i 49eren. Duo er ikke tilfredse med placering.
Den stærke blæst over Weymouth-bugten sørgede torsdag for, at 49erne Jonas Warrer og Søren Hansen blev de eneste danskere i aktion ved For-OL. Også Jonas Høgh-Christensen i Finnjollen skulle have været på vandet, men klassen blev sendt hjem med uforrettet sag ud på eftermiddagen.
Dagens to enlige 49er-sejladser indbragte Warrer og Hansen en 8. og en 6. plads, hvilket betyder, at de fortsat er nummer 10, men fik lidt mere luft til forfølgerne. Dermed er de stadig kun lige netop indenfor i det fine selskab, og det er ikke noget, der ligefrem glæder Søren Hansen, skriver DS til pressen.
”Når jeg ser på listen, skal det ikke være nogen hemmelighed, at det er et lorteresultat. Overordnet set er en 10. plads bare ikke godt nok for os i det her felt,” lyder den kontante melding.
Ferie fra sejlsport kostede
”Årsagen er, at vi har prioriteret at holde ferie fra sejlsporten efter EM, og det er bare ikke optimalt i forhold til at lave en topplacering ved et stævne. Det var nu en gang det, vi havde brug for, men det undskylder ikke vores resultat,” siger Søren Hansen.
Der er dog lidt opmuntring at finde i dagens 6. plads og i dagen generelt.
”Det positive at sige om i dag er, at vi begynder at gøre noget af det rigtige,” siger han om deres indtil videre resultatmæssige bedste sejlads ved For-OL.
Fredag skulle have været hviledag for både Finnjollerne og 49erne, mens nu er der kommet de udsatte to sejladser på menuen for begge klasser. Derudover byder fredag også på finale for 470-damerne Henriette Koch og Lene Sommer.
Danske placeringer
Finnjolle, 8 sejladser
7. Jonas Høgh-Christensen
470 damer, 10 sejladser
10. Henriette Koch og Lene Sommer (sejler medal race fredag)
49er, 13 sejladser
10. Jonas Warrer og Søren Hansen
Slutstillinger
Matchrace damer
10. Lotte Meldgaard, Susanne Boidin og Tina Gramkov
Laser
23. Thorbjørn Schierup
RS:X damer
25. Lærke Buhl-Hansen
470 herrer
23. Henrik Søgaard og Tobias Manduro Nørbo
Laser Radial
25. Anne-Marie Rindom
Live opdateringer: www.sejlsport.dk/Direkte