Gå til hoved-indhold
Warrer og Hansen i Perth, hvor de fik en flyvende start. Foto: perth2011.comKapsejlads
Warrer og Hansen i Perth, hvor de fik en flyvende start. Foto: perth2011.com

Warrer og Hansen fører VM efter første dag

49er OL-guldvinder Jonas Warrer og Søren Hansen kom i dag godt fra start i Perth og fører efter de første tre sejladser. Peter Krüger og Nicolai Thorsell er bare to point efter.

Af Troels Lykke |

Før start på verdensmesterskaberne i Perth for de olympiske bådklasser lød meldingen fra de danske 49ere, at de havde rigtig god fart på bådene.

Det blev til fulde sat til skue for alle i dag, da 49erne gennemførte deres første VM-sejladser på den tilskuervenlige Center Course.

Især i første sejlads var den forsvarende olympiske mester, Jonas Warrer, og gasten Søren Hansen i særklassse. Faktisk var de så suveræne, at de krydsede målstregen med 1:25 minutters forspring til nærmeste forfølger, som også var danske, nemlig Peter Krüger og Nicolai Thorsell.

Starterne skal forbedres
Den store sejr fulgte Warrer og Hansen op med placeringerne 4 og 5, hvilket giver dem føringen i VM efter den første dag. Jonas Warrer var primært glad for endelig at komme i gang med mesterskabet.

”Det var rigtigt dejligt at komme i gang, og resultatmæssigt er vi tilfredse. Men der er nogle små ting vi kan gøre bedre. Vi mangler lige at starte noget bedre, så er den ved at være der. Vi sejler rigtigt hurtigt, og det er vigtigt, hvis man vil vinde VM. Jeg tror på, at fra i morgen der sidder starterne der også, og så bliver vi giftige,” lyder det lovende fra Jonas Warrer.

Mandag var også første dag på vandet for både de kvindelige 470-jolle sejlere, Laserjollerne og de mandlige windsurfere, mens Starbåds-sejlerne var på vandet til deres 3. og 4. VM-sejlads.

Koch og Sommer nummer 14

I 470-jollen fik Henriette Koch og Lene Sommer en middel start og er nummer 14 samlet efter to sejladser i svære forhold, hvor flere forskellige tordenbyger på samme tid kæmpede om at bestemme vindretningen på banen.

I Starbåden rykkede Michael Hestbæk og Claus Olesen op på 23. pladsen efter at have været stabilt to gange nummer 20 i dag.

På Laserbanen kom Thorbjørn Schierup bedst fra start som nummer 39 samlet i VM’s største felt bestående af ikke færre end 147 deltagere fra 65 nationer.

Hestbæk og Olesen bliver bedre og bedre i Starbåden.

Live opdateringer fra Sejlerlandsholdet: www.sejlsport.dk/Direkte

www.perth2011.com

Se ogs video fra Thosell og Bay, som sender julehilsen fra vandet:

Motor
content-loader
content-loader
content-loader