Gå til hoved-indhold
Fredagen bød på en distance sejlads på lidt over 40 sømil. Foto: Gert Toft/ PantaeniusKapsejlads
Fredagen bød på en distance sejlads på lidt over 40 sømil. Foto: Gert Toft/ Pantaenius

Baltic Sea Challenge - en ny klassiker er født

Weekenden bød på storbåds møde ved Kronborg i Helsingør, hvor Baltic Sea Challenge 2011 blev sejlet. Store muligheder i denne event, men opbakning halter lidt.

Af Morten Lorenzen |

Med 20 tilmeldte både, så optakten til Baltic Sea Challenge 2011 rigtig godt ud. Desværre valgte en del af de tilmeldte at blive hjemme, så der kun var ni startende både.

Om det var sommertræthed, vejrudsigten eller manglende mandskab vides ikke, men det virker underligt at man tilmelder sin båd, og så udebliver. 

Super koncept

Til gengæld fik dem der mødte frem, en fremragende sejlads-serie med masser af udfordringer og dejligt socialt samvær på Kongekajen i Helsingør.

Fredagen bød på en distance sejlads på lidt over 40 sømil. Med Kronborg om styrbord sejlede feltet mod Humlebæk og derefter over til Svenskekysten. Retur til Kronborg og så afsted mod Gilleleje, hvor feltet lige hilste forbi hos Dragerne i Hornbæk.

Efter Gilleleje gik det over sundet til Kullen, og så retur til danskekysten og målgang i Helsingør. Den relativ svage vind, gjorde at strømmen havde godt fat. Så der blev satset fra navigatørernes side, når modstrømmen nord for Helsingør skulle "bekæmpes".

Lørdagens sejladser bød på op-ned baner lige syd for Helsingør. Med indlagte chikane mærker, var der rigeligt at se til for besætningerne på de store både, og specielt 2 sejlads blev en udfordring da vinden steg i styrke. Flere både måtte sande at man nok var lidt rusten ovenpå sommerferien, men alle havde en fantastisk dag på sundet.

Baltic Sea Challenge har god opbakning fra sponsorer, med hovedsponsoren PANTAENIUS i spidsen. 

Sjov på vand - social på land

Det sociale samvær var i højsædet til Baltic Se Challenge, med stort party telt på den nyrenoverede Kongekaj i Helsingør Færgehavn, hvor sejlere og hjælpere nød dejlige drikke i rigelige mængder fra Harboe og mad fra Skydeselskabet i Helsingør, hvor åbningsreceptionen torsdag aften også foregik. 

Med Helsingørs nye Kulturværft og Kronborg som kulisse, er der lagt op til en fabelagtig klassiker, som bør kunne tiltrække mange deltagere.

Fremtiden

Der var deltagere fra Norge, Tyskland og Danmark. Og alle var enige om, at de kommer tilbage næste år. Udover de smukke Swan både, så deltog også et par hurtige X´ere samt en Coockson 50 fra Norge. Sidsnævnte med Stefan Myralf som taktikker. 

Initiativtager til sejladsen er Erik Berth, der med sin Swan 45 TAROK viste vejen, og Lars Vestergaard fra Club Swan Danmark. Helsingør Amatør Sejlklub støttede solidt op om arrangementet, med masser af glade frivillige og kompetente baneledere. .

Arrangørerne opfordrede alle til at fortælle sejlerkolleger om Baltic Sea Challenge, og håber at 2012 udgaven bringer 25-30 store både til Helsingør. 

Samarbejde ønskes

Flere af de danske deltagere efterspurgte et samarbejde omkring storbåds sejlads i Danmark. Samtidig som Baltic Sea Challenge i Helsingør arrangeredes der Big Boat sejlads i Århus. Det må da kunne lade sig gøre, at få koordineret kalenderen så man kan deltage hos hinanden. 

se mere her: www.balticseachallenge.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader