Fed sejlercamp for e-jollesejlerne
Sailorcamp IHÅ var i weekenden vært for landets e-jollesejlere. Lejren bød på workshops og sejlerne gav sig fuldt ud med blod, sved og latter. Se video fra weekenden.
Weekenden pressede alle e-jollesejlerne til det yderste, og de sidste energireserver blev ofret i det tætpakkede program, som Idrætshøjskolen i Aarhus havde planlagt. Det skriver Idrætshøjskolen i Aarhus i en pressemeddelelse.
Hård og sjov weekend
”Det har været en super sjov og grænseoverskridende weekend, vi sejlede Melges 24, klatrede op på 22 mælkekasser, blev vækket sent om aftenen med grydelåg og fløjter, og løb rundt i skoven klokken to om natten. I hold fandt vi, med bind for øjnene, gemte citroner, cyklede i skoven og fik mudder overalt. Vi spillede kajakpolo i svømmehallen, sang højskolesange og lavede små improvisations øvelser.” siger en begejstret sejler, Victoria Nissen.
Rasmus Antoft skriver til minbaad.dk.
"Da alle sejlere var gået i seng og faldet til ro kom trænerene ind på værelserne med grydelåg, fløjter og lygter og vækkede alle. Sejlerne blev bedt om at tage mørkt tøj på og møde op i forhallen."
"Da alle var mødt op blev sejlerne introduceret til en leg, som kort fortalt går ud på at der er to hold ude i en skov. Et hold er fangere og et hold er ”svin”. For svinene gælder det så om at komme hen til en ”post” som bliver bevogtet af ”fangerne”. For fangerne gælder det om at fange svinene. Fangerne har lygter så de nemt kan skelne mellem holdkammerater og svin. Legen fortsatte sent ud på natten, og da de fleste var ved at være trætte løb sejlerne fælles tilbage til skolen fra Riisskoven for at sove."
”Som ny i klassen var det fedt at blive modtaget med enorm stor varme af en masse søde sejlere og trænere. Det har været en skøn weekend, som Anette og co. har lagt et stort arbejde i. Stor tak til dem.” siger Victoria Nissen, ny e-jolle sejler fra Horsens.
Musik, drama og personlig udvikling
Da sejlerne ankom fredag aften blev de mødt med sang, krop og bevægelse helt i højskolens ånd. Sejlerene var opdelt i faste teams over weekenden, hvor man mødtes og samlede op på de forskellige indtryk sammen med teamtræneren.
Spileren op
Lørdag formiddag bød på citronrace. Det går ud på at man bliver delt op nogen hold. Hvert holdmedlem får en citron, vedkomne skal så føle på citronen og kunne genkende den med bind for øjne. En instruktør samler så alle holdets appelsiner sammen og placerer dem ulogiske steder i et lokale. Derefter skal alle holdmedlemmerne ind i lokalet og finde citronerne og vel og mærke sin egen.En opgave der krævede kommunikation og en god strategi. Opgaven var på tid og man fik minuspoint for hver person der havde den ”forkerte” appelsin.
Lørdag middag blæste vinden let fra en sydvestlig retning, og det var perfekte forhold for at tage de unge sejlere med ud i Melges 24. Kvindebesætningen TeamXX stod som instruktører bag på bådene og gav tips og tricks.
”Jeg var meget spændt på, hvor meget sejlerne kunne få ud af den korte tid vi havde til rådighed,” fortæller, trimmer på TeamXX, Line Just. ”Men jeg følte, jeg havde overraskende meget overskud, og fik hurtigt sejlerne sat ind i en god rytme.”
Kollision med et træ
På en mountainbike-tur søndag fik trænerne sig et ordentlig shok, da en sejler tog en vild flyvetur henover cykelstyret og lige ind i et træ. Sejleren blev hurtigt kørt på hospitalet og blev tjekket og scannet, heldigvis slap han med skrækken, et meget ømt hoved og der var overskud til en lille latter, da Anette Viborg havde ham telefonen efter lejren.
Sailorcamp IHÅ vil gerne give en stor tak til vores samarbejdspartnere, Idrætshøjskolen Aarhus, Europeclass Denmark, Sailing Aarhus, Kaløvig ungdomsafdeling og Aarhus Seashop for deres store støtte til arrangementet.
Links:
Har du fået lyst til at læse mere, så tjek europamester, Anne-Line Lyngsøs, sejlerblog om Sailorcamp IHÅ på: www.sejlsport.dk/sw14053.asp?dagbogsId=1425
Idrætshøjskolen i Aarhus: www.ihaarhus.dk
Dansk Europajolle klub: www.europeclass.dk
TeamXX: www.teamxx.wordpress.com
Højt at flyve...
Dybt at falde.
Ved siden af de racende både sad det næste hold spændt i motorbåd og ventede på det blev deres tur i hængestropperne.