Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Råhygge i Vallensbæk, hvor der også er vintertræning for jolle-sejlere.

Juletræsfest på vandet i Vallensbæk

Vallensbæk Sejlklub genindførte i søndags en gammel tradition: Juletræsfest på vandet med efterfølgende varm sauna, æbleskiver og glögg.

 

Af Troels Lykke |

I december danses der om juletræer til den store guldmedalje. Men i Vallensbæk Sejlklub har de i mange år haft en helt speciel måde at gribe dansen an på, der var lige ved at gå i glemmebogen.

Det fortæller Steen Roar Hillebrecht fra Vallensbæk Sejlklub i denne artikel.

Som rigtige sejlere danser de ikke om træet, nej de sejler om det, mens der bliver skrålet julesange.

Og da juletræet, der skal kunne stå på vandet (fastgjort til en bøje) ikke er særlig stort, er det ikke kun træet, der er pyntet til jul. Sejlernes joller er også flot dekoreret, godt hjulpet på vej af, at der er præmie for den flotteste jolle.

Kold omgang

Til forskel fra de indendørs juletræsfester, så er sejlernes fest en kold omgang. Det kræver tørdragter og fleece-kedeldragter, huer og handsker at holde varmen. Men til gengæld venter der også en varm sauna, æbleskiver og glögg til de seje sejlere.

Det er Vallensbæk Sejlklubs nye ungdomsleder, Søren Bo Christiansen, der har genindført den gamle tradition, som sejlerne har taget imod med begejstring.

Så 4. adventssøndag var ca. 15 hårdføre sejlere klar med pyntede joller og glade sangstemmer til at sejle omkring træet, efter at de først havde sejlet havnen tyndt i en skattejagt.

Samtidig var ca. lige så mange voksne jollesejlere i gang på Køge Bugt, hvor der blev trænet intensivt - om ikke andet så for at holde varmen.

Julesejladsen markerer afslutningen på 2011-sæsonen og indledningen på et par måneders vinterpause, hvor sejlerne kryber inden døre med teori og hygge.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader