Gå til hoved-indhold
SailingGarda-turen giver sejlerne et højt fagligt udbytte og mange timer på vandetKapsejlads
SailingGarda-turen giver sejlerne et højt fagligt udbytte og mange timer på vandet. Foto: Marianne Bløcher

75 danske Opti-sejlere til kapsejlads i Italien

850 optimist sejlere fra 30 forskellige nationer sejler de næste tre dage på GardaSøen til verdens største optimistjollestævne. Dansker vandt sidste år.

Af Troels Lykke |

Det er en årlig tradition at danske familier tager af sted til Riva og nyder den dejlige italienske atmosfære – og de lidt varmere temperaturer end i Danmark. Det skriver Marianne Bløcher i denne update fra Italien.

Forud for stævnet har der været 3 dages træningslejr hvor både finske, norske og amerikanske sejlere har trænet med danskerne.  Sejlerne er delt i en cadetti og junior gruppe.

De yngste sejlere, cadettierne, har blandt andet sejlet ned midt på søen og ankret bådene op, gået ind i en grotte, hvor der var vandfald.

Det var en helt speciel oplevelse for de små sejlere at se hvad der gemmer sig inde i klipperne.

Michael Rasmussen i byen

Der har også  været besøg udefra - af Kristian Kirketerp – tidligere bronzetager til VM. Kyllingen (Michael Rasmussen) gæstede også byen – men det var nok mest pga. en enkeltstart som startede i Riva – og ikke på grund af os!

Under træningen har der været sejlet enkelte kapsejladser – en slags tune up – som blev præmieret ved festmiddagen tirsdag aften.

I går onsdag har været fridag og mange familier har været rundt til enten Gardaland, Vandfaldet i Varone eller taget på bjergvandring op til St. Barbera (kapellet). I går eftermiddags har der været indmarch, som er en festlig gåtur gennem den gamle bydel i Riva.

Vi har haft super lækkert vejr – rigtig ”Garda-vejr” som man kalder det. Det betyder sol, 24 grader og meget let vind om formiddagen. Mellem 12 og 13 slår vinden om og den sydlige vind slår igennem med 6-9m/s.  Det er lækkert og kanon sejlervejr!

Højt fagligt udbytte

SailingGarda-turen giver sejlerne et højt fagligt udbytte og mange timer på vandet – samtidig med at den er en hyggelig ferie for hele familien.

Den arrangeres af Kim Skovgaard og Marianne Bløcher. Hjemmesiden www.SailingGarda.dk opdateres løbende, ligesom der dagligt er rapporter og nye billeder fra turen på SailingGarda’s facebook profil.

Sidste år blev stævnet vundet af Frederik Rask fra det danske hold, så der er noget at leve op til i år!

Motor
content-loader
content-loader
content-loader