Hårdt opgør til U-EM i 29er
Det endte som et rent Furesø-opgør på Gardasøen. De to danske 29er-teams løb med både guld og sølv. Se video.
D. 13. – 18. august kæmpede over 100 ungdomssejlere i EUROSAF European Youth Sailing Games på Gardasøen. De to danske 29er-teams løb med både guld og sølv.
Kampen om guldet og sølvet til Europamesterskaberne for unge sejlere på Gardasøen blev et rent dansk opgør mellem to 29er besætninger fra Yachtklubben Furesøen.
De unge sejlere Katja Salskov-Iversen og Christian Christfort Gormsen vandt guld efter 14 sejladser, skarpt forfulgt af deres klubkammerater Mads Emil Stephensen Lübeck og Marie Thusgaard Olsen, der fik sølv. Celine Behr Carlsen fra Oure/KDY vandt overbevisende guld i BYTE-klassen for piger.
Langt foran
Indtil sidste sejlads lå de to danske 29ere á-point, mange point foran de 25 øvrige konkurrenter fra hele Europa. Men det blev Katja og Christian, der vandt sidste sejlads og dermed Euro-mesterskabet for sejlere under 19 år, der blev afviklet på Gardasøen i Italien.
De voksne sejlere kan godt begynde at glæde sig til en del mere konkurrence i skiffklasserne. Der er seriøst potentiale hos de unge.
Seriøs træning
Katja og Christian startede deres karriere i 29er sammen for to år siden, men har sejlet med andre makkere. I begyndelsen af året besluttede de sig imidlertid for sammen at satse på ungdomsmesterskaberne 2011.
De har haft en meget stejl udviklingskurve igennem foråret og sommeren, og de mener selv det var en fælles seriøs træningsindsats der gjorde, at de var på toppen til europamesterskabet i Riva del Garda i sidste uge.
Med til sejladserne havde de bl.a. den danske elitetræner Jan Christiansen, og det høje danske niveau viser, at den danske model med fælles træning og videndeling er med til at løfte det samlede niveau.
Guld til Celine Behr Carlsen i BYTE
De øvrige klasser til EUROSAF European Youth Sailing Games var TECHNO windsurfer og en-mandsjollen BYTE. Danmark havde ingen surfere med.
I BYTE klassen for piger dominerede Celine Behr Carlsen fra Oure/KDY suverænt, og hentede guldet hjem med 10 prikker og en enkelt 3.plads.
Christine Andersen fra SKS/HS fik en 4.plads.
SL16 blev væk
Den lidet udbredte katamaran, Sirena SL16, var også inviteret med, men de italienske arrangører måtte aflyse stævnet for dem, da der ingen tilmeldinger var. Da katamaranen i sin tid – med store vanskeligheder – blev introduceret som ungdomsklasse, var der i flerskrogskredse ikke den store tiltro til, at den kunne slå igennem.
Resultatet kan aflæses til de mange stævner hvor SL 16 var valgt, der kommer næsten ingen...
Alternativet, Hobie Cat 16, er den mest udbredte katamaran i verden, men har åbenbart ikke fundet nåde hos arrangørerne.
Synd, da båden er både udfordrende og sjov. De danske brødre Nikolej og Daniel Bjørnholt har sejlet mange flotte resultater hjem – i første omgang til ungdomsstævnerne, men senest med en 8.plads til EM i Østrig. Meget flot præstation, blandt mange EM og VM vindere.
Spændende om de kan finde nogle piger at sejle med, så har vi måske snart nogle potentielle OL-teams.
Se resultater fra EUROSAF's Europæiske ungdomsmesterskaber 2011 her: