27 danske sejlere til Delta Lloyd Regatta i Holland
I dag starter det hollandske World Cup-stævne i Medemblik. Deltagerlisten tæller 21 danske besætninger fordelt på otte klasser. 49er sejlerne Nørregaard og Lang sejler Palby Fyn Cup i stedet.
Der er både point til verdensranglisten og danske For-OL pladser på spil, når over 600 både i dag tirsdag tager hul på årets tredje World Cup i Europa.
I dag stiller 27 danske sejlere på startstregen ved World Cuppen i Holland, og det lader til, at vejrguderne vil teste danskerne og de øvrige små 600 deltagende både i alle forhold.
For-OL plads afgøres i Laser Radial
For de danske Laser Radial-sejlere er stævnet det andet og sidste i den interne danske udtagelse til For-OL, der finder sted i Weymouth i starten af august.
Udtagelsen føres på nuværende tidspunkt af Anne-Marie Rindom efter hendes flotte 10. plads ved World Cuppen i Hyeres.
I udtagelsesserien giver en førsteplads 25 point, andenpladsen giver 24 og nedefter, hvilket giver Rindom 16 point og et forspring på fire point til Maiken Schütt og 14 point til Alberte Holm Lindberg.
Også de mandlige 470’ere og RS:X-damerne kæmper om For-olympiske billetter i de kommende dage i Holland. For begge klassers vedkommende er stævnet det første af to, hvor afgørelsen falder ved Kieler Woche i slutningen af juni.
Fyn rundt i stedet
49er-sejlerne Allan Nørregaard og Peter Lang er ikke med i Holland, men skal i stedet sejle Palby Fyn Cup. Allan Nørregaard fortæller, at de træner i 49eren i Danmark men Fyn Cup var noget de begge havde meget lyst til at sejle. Også Jonas Warrer og Søren Hansen er blevet hjemme.
Du kan følge med i sejladserne her: www.deltalloydregatta.org/
Læs mere og se de danske deltagere her: www.sejlsport.dk/sw47239.asp
Kilde: sejlsport.dk