Gå til hoved-indhold
Ebbe Elmer i sin Farr 40, der nu er til salg. Foto: Søren SvarreKapsejlads
Ebbe Elmer i sin Farr 40, der nu er til salg. Foto: Søren Svarre

Danmarks populære storbådsejlads for 4. gang

Big Boat Challenge indtager Kerteminde i pinsen. Der er nu kun ti wild cards tilbage. SailXtreme sejles samme weekend og med ny ledelse.

Af Troels Lykke |

For fjerde år i træk vil kapsejlere og bådelskere fra Danmark og Nordeuropa sætte kurs mod Kerteminde for at dyste mod hinanden og teste de toptrimmede sejlbåde gennem fem sejladser over to dage.

- På kun fire år er Big Boat Challenge blevet en sejlsportsevent, som de enkelte teams ser frem til og træner mod på linje med store sejladser som f.eks. EM, fortæller stævneleder Ole Gorm Larsen.

Big Boat Challenge er blevet modtaget med stor begejstring af både sejlerne og deres organisationer, og stævnet får fortsat stor opbakning fra trofaste og aktive sponsorer.

- Publikumstallet stiger år for år. Selvom sejladsen foregår på åbent vand, er havnekajen fuld af sejlsportsentusiaster, familier og tilrejsende, som nyder den afslappede stemning i stævneområdet og begejstres af det imponerende syn, når 50 smukke sejlbåde lægger til kaj efter dagens intense sejladser på bugten, siger Ole Gorm Larsen.

Håndplukkede kapsejlere

Big Boat Challenge er en invitationssejlads, og de inviterede både er alle dem der i 2011 har deltaget og placeret sig i toppen af de største nordeuropæiske kapsejladser. Det er både i størrelsen fra 35 til 65 fod med besætninger på 8 til 15 mand.

- Der vil deltage omkring 50 både. De første 40 tilmeldte både er sikret plads ved stævnet og de sidste 10 pladser er reserveret til wild cards, som andre ’Big Boats’ allerede nu kan søge om. Sejladsledelsen vil tildele pladserne til de både og teams, som de vurderer vil højne kvaliteten af sejladserne, siger Ole Gorm Larsen.

Fight og fest

- Vi udvikler fortsat konceptet og udfordrer os selv på at gøre tingene endnu bedre og oplevelsen endnu større i 2012 - i samarbejde med vores fantastiske sponsorer, Kerteminde Kommune, Visit Kerteminde og med uvurderlig hjælp fra godt 100 frivillige, siger Ole Gorm Larsen.

Der er lagt op til Danmarks største sejlsportsweekend i Kerteminde. For samtidig med Big Boat Challenge afholder Kerteminde Sejlklub også Nordens største jollestævne, Sail Extreme på Kerteminde Bugt. Mere end 1000 sejlere, i joller og kølbåde vil kunne ses over hele bugten.

Ifølge minbaad.dks kilder så skulle Flemming Kold være fortid som stævneleder i SailXtreme og ny ledelse af den store sejlads er på vej.

Og så er den fynske sejlersæson 2012 skudt i gang: weekenden efter  2.-3. juni - afholdes Fyn Cup i Bogense og Classic Fyn Rundt sejles fra Kerteminde i dagene 8.-10.juni.

Fakta om Big Boat Challenge:

·         Afholdt første gang i 2009

·         Deltagere: 50 kapsejladsbåde mellem 35 og 65 fod.

·         Deltagerantal: ca. 600 sejlere

·         Invitationer sendes ud i januar 2012

·         Wild cards kan søges allerede nu.

www.bigboat.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader