Aabenraa-selskabet, Elvstrøm Sails, har på fire år tabt tæt på 60 millioner kroner.

Således blev resultatet for seneste regnskabsår, der løb frem til 30. september sidste år, et minus på over 17 millioner kroner efter skat.

Sidste års underskud kommer efter tre år, hvor underskuddene har været på 5,6 millioner kroner, 27,7 millioner kroner og 8,6 millioner kroner. Det skriver ErhvervsBladet.

Finanskrisen

Selskabet, der har Abena-direktør Preben Terp-Nielsen som bestyrelsesformand, skriver i sin beretning om regnskabet:

"Årets resultat udgør et minus på 17,2 millioner kroner, hvilket af ledelsen betragtes som utilfredsstillende. Årets negative resultat skyldes den igangværende finanskrise, der har bevirket en reduceret efterspørgsel på selskabets produkter."

Elvström Sails A/S har ligeledes foretaget en række finansielle forholdsregler for at forebygge, at firmaets likviditet og egenkapital ikke går i sort.

Underskuddet på de 17 millioner kroner har nemlig reduceret firmaets pengetank fra 14,1 til 3,4 millioner kroner i egenkapital.

Jesper Bank forklarer

I Bella Center mødte vi Jesper Bank fra Elvstrøm Sails, hvor vi spurgte ind til regnskabet.

"Det er klart at underskuddet har kostet for os aktionærer, men vi har ingen finansielle problemer og alt bliver betalt til tiden. Egenkapitalen er intakt og Elvstrøm Sails er en sund virksomhed," siger Bank til minbaad.dk.

Men Jesper, hvordan er underskuddet opstået?

"Før september 2010, hvor regnskabsperioden sluttede, der havde vores kunde Bavaria Yachtbau lukket produktionen ned og en del andre værftkunder har også købt færre sejl ind i en periode end vi budgetterede, dertil har vi lagt flere penge ind i Epex-udviklingen end vi havde regnet med. Dertil har vi reduceret medarbejderstaben og det har også kostet," siger Jesper Bank.

Elvstrøm Sails har reduceret antal medarbejdere i 2008 fra 100 til 80 medarbejdere i 2011.

"Generelt har der været overkapacitet på sejlmarkedet og det har ført til faldende priser på visse produkter og de priser skal justeres op. Vi regner med at virksomhedens regnskab bliver 16-17 mio. kroner bedre i 2010/2011," siger Jesper Bank.