Gå til hoved-indhold
Thomas i midten, mens Jens Bjergmose fra Torm til højre deler prisen ud i Odense. Foto: Troels LykkeSejlklubber
Thomas i midten, mens Jens Bjergmose fra Torm til højre deler prisen ud i Odense. Foto: Troels Lykke

Ringkøbing-leder overrasket over Torm-pris

Den 38-årige ildsjæl Thomas Kronborg Hansen, modtog TORM Ungdomslederprisen 2010 for hans store indsats i Ringkjøbing Sejlklub.

Af Troels Lykke |

Dansk sejlsports højeste udmærkelse til en ungdomsleder, nemlig TORM Ungdomslederpris, blev lørdag middag overrakt i forbindelse med Dansk Sejlunions generalforsamling i Odense.

Prisen gik til Thomas Kronborg Hansen fra Ringkjøbing Sejlklub, som på trods af en arbejdsmæssigt travl hverdag som projektleder hos Vestas, har afsat tid til flere gange om ugen at være driftig leder i sejlklubben. 

"Valget faldt på Thomas, da han over en årrække har udviklet Ringkøbing Sejlklubs ungdomsafdelings organisation, udover at have skaffet sejlere, trænere og udstyr til klubben. Han har skabt en organisation, hvor mange parter i klubben, ikke mindst de unge, har fået opgaver og ansvar. På den måde er der blevet gjort op med ideen om ildsjælen, der rager opgaverne til sig. Med den store fare for at alt viden og arbejdskraft forsvinder, den dag ildsjælen brænder ud," sagde direktør Jens Bjergmose fra TORM Fonden i motiveringen af prisen.

Havde selv indstillet andre
Selv blev Thomas Kronborg Hansen en kende overrasket, da han fik beskeden om prisen.

"Først troede jeg, at der var tale om en fejl. For jeg havde nemlig selv skrevet en indstilling på tre af de unge frivillige i klubben," lyder det med et smil.

Under hans lederskab er jolleafdelingen i sejlklubben vokset fra omkring 25 sejlere til omkring de 45, men prisvinderen mener ikke, at han skal tilskrives hele æren.

"Ærligt talt føler jeg jo ikke selv, at jeg laver særligt meget. For det er alle de andre, der løfter opgaverne," fortæller årets ungdomsleder i dansk sejlsport.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader