Svensk træner Don Nordqvist dør i bådulykke
Det danske OL-holds tidligere træner, Don Nordqvist, omkom onsdag i kæntringsulykke, mens han var på træningslejr i Spanien med elever fra sejlergymnasiet i svenske Motala.
Ulykken, der ikke måtte ske, ramte onsdag svensk sejlsport.
Don Nordqvist, en af Sveriges mest succesfulde sejlsports-trænere gennem de sidste 20 år, mistede livet, da hans trænerbåd kæntrede ud for den spanske by Denia. Det skriver sejlsport.dk.
Ifølge den svenske sejlunion (SSF) var Don Nordqvist på en træningslejr med en gruppe elever fra det sejlsports-gymnasium, som han selv var med til at starte i 1993. Ingen elever kom til skade ved uheldet.
SSF oplyser, at det blæste kraftigt og der var store bølger onsdag i Denia, og derfor var Don Nordqvist og en kvindelig træner taget på en rutinemæssig rekognoseringstur udenfor havnen for eventuelt at aflyse dagens træning.
Her bliver båden ramt af en stor bølge, der får RIB’en til at kæntre og begge trænere havner i det kolde vand.
Den kvindelige træner lykkes med at svømme i land, mens søredningen bjærger Don Nordqvist via helikopter. Trods genoplivningsforsøg stod hans liv ikke til at redde. Den kvindelige kollega var nedkølet og chokeret.
OL-sportschef: Ubegribeligt
Meddelelsen om dødsfaldet bliver modtaget med stor sorg i Danmark.
”Det er helt ubegribeligt, hvad der er sket. Don var en kæmpe kapacitet som træner, og vi har ofte anvendt ham som specialtræner i mange forskellige sammenhænge til danske sejlere. Og det var også planen, at han skulle spille en vigtig rolle i vores forberedelser frem mod OL næste år,” siger en stærkt berørt sportschef Thomas Jacobsen.
De nærmere omstændigheder ved ulykken ligger endnu ikke klart, men undersøges i de kommende dage af den svenske sejlunion.
Don Nordqvist blev 52 år.
Ære være Don Nordqvists minde.