Harboe Cup er cool men primitiv på stranden
Godt vi OK-sejlere ikke skulle score i Skælskørs natteliv, for vi gik fra en svedig våddragt til civilt tøj uden et bad, der er et fremmedord på Kobæk Strand. Men Storebælt er herlig at sejle i.
Der er noget over at stikke fra stranden med sin jolle.
Man vader ud med sin jolle og bakser med at få roret på i bølgerne efter man først har fået en del Harboe-sodavand om bord og et Nykredit-logo til fribordet.
Heldigvis hjalp sejlerne hinanden under det 40. Harboe Cup, hvor der i år igen var cirka 375 sejlere og en del forældre og trænere.
Det tog kun 10 minutter at sejle ud til starten, der gik til tiden, konstaterede minbaad.dk, der deltog i stævnet i en ældre, men hurtig OK-jolle fra 1987.
Ifølge Sanne fra Skælskør Amatør Sejlklub, var der 100 hjælpere til stævnet, der bl.a. tæller Optimist, Feva, Tera, 505, Zoom8, Hobie Cat, A-Cat, Trapez, 420, Windsurfing, 29er og OK.
Svedig men intet bad
Når man har sejlet færdig og har trukket sin jolle op på stranden, så mangler man lige et bad i ferskvand, især når man har svedt voldsomt under fire sejladser. Men et tiltrængt bad er der ikke til sejlerne, men det gik jo fint i Skælskør, ingen skulle ud og score, som en OK-sejler udtrykte det.
A-Cat sejlerne havde samtidig lagt deres klassemesterskab under Harboe Cup, hvor Thomas Paasch fra Skovshoved Sejlklub vandt igen. Hans kommentar fra stævnet lød midtvejs:
- Efter vi havde VM i år er konkurrencen blevet langt hårdere herhjemme.
Han satte dog alligevel otte førstepladser ind i 14 sejladser i feltet, der talte ni A-Cat.
Opti-bane længde til OK-sejlerne
Vi 23 OK-sejlere var godt tilfredse med stævnet, dog var banerne kun 25 minutter lange om søndagen og det fik Jørgen Svendsen til at kalde banerne for Optimistjolle-baner.
Svendsen havde i øvrigt hårde kampe med 420ere, der flere gange tog hans vind på den lille bane.
Vinder i OK-jolle blev Günter Arndt fra Solrød Strand. Han testede en ny hollandsk mast, som han skulle teste for Green-sejlmager Jørgen Holm.
- I forhold til de newzealandske master så sælges de hollandske til halv pris til lidt over 10.000 kroner og der udvikles nu på masterne igen, siger Günter Arndt til minbaad.dk.
Det blev til en herlig naturoplevelse ud for Kobæk Strand.
98 kilo Günter Arndt vandt i OK-jolle med nyt Green sejl og hollandsk kulfibermast.
A-Cat sejler kæmper i sandet.
Resultater: her