Gå til hoved-indhold
Den "prægtige" plastikpokal til venstre er kommet i fint selskab med mere lødige præmier. Foto: Katrine BertelsenKapsejlads
Den "prægtige" plastikpokal til venstre er kommet i fint selskab med mere lødige præmier. Foto: Katrine Bertelsen

Fredagstip: Glem de grimme pokaler

Når forårssolen brager ind igennem vinduerne, er det på tide at få støvet præmierne af. De fleste af dem er nogle rædsler, og objektivt set er det ganske få der tåler dagens lys.

Af katrine bertelsen |

Med en næsten jomfruelig sejlersæson forude, er der – for de gode og heldige – udsigt til en hoben præmier, der både er grimme og ubrugelige.

Her på bjerget har vi efterhånden en udsøgt samling nips, der i bedste fald ikke kan bruges til noget, og i værste fald ender bagerst i skabet, hvis ikke i skraldespanden.

Gennem årene har præmier skiftet udseende og materialerne er knap så ædle som dengang mor var dreng.

En snak med min bedre halvdel afslørede, at vi begge foretrækker præmier, der kan bruges til noget: Et komplet sæt tovværk til Hobien, gavekort til en skibsproviant og pæne(!) Holmegaard glas fra Harboe Cup er blandt de gode præmier. Men nu er Holmegaard lukket, så hva' gør Harboe Cup nu?

Vi mindes begge med fryd, en tur til skibsprovianten i Middelfart, hvor et gavekort på 500 kr skulle brændes af. Og min gamle redaktør fortæller, at han kun har bestik, som er vundet – og det bruges dagligt og han er glad for det!

Bedre præmier

Så, kære kapsejladsarrangør.

Her er en lille ønskeseddel med ting, som er langt bedre end de grimme plastikpokaler.

  • Gavekort til en sejlerbutik
  • Vin (til de voksne)
  • Kasketter er også godt, de har det med at ende i bølgen blå, så dem kan man næsten ikke få nok af!
  • Merchandice med klasselogo på (T-shirts, bælte, osv.)
  • En god thermokande
  • Slagfaste kaffekrus
  • Gavekort til en musikbutik (eller iTunes, hvis det fås) til de unge

Og ingen regel uden undtagelser: Er det et stævne for de helt små, så er en lille pokal god at vise vennerne. Men er man over 12 år, er pokalløbet kørt.

Og så skal det lige tilføjes, at der er mange kapsejladsarrangører der har fundet ud af det. Tak til dem!

God sommer på kapsejladsbanerne, i håb om gode præmier.

Holmegaardglassene fra Harboe Cup er vi glade for, men det brune tresserglas får lov at samle støv bagerst i skabet.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader